Du er min ø i havet

“Du er min ø i havet”
Bøn i den keltiske tradition

– uddrag af forord til en lille bog med keltiske bønner, udgivet på forlaget Boedal, februar 2010.

Af Elizabeth Knox-Seith

I vores rationelle tidsalder er vi blevet vant til, at effektivitet og aktion kommer forud for hvile og kontemplation. Men i en stadig mere hektisk og opskruet tid, hvor mange mennesker lider af stress og udbrændthed, kan bønnen komme til at fungere som et afkoblende rum. Et rum, hvor man for et øjeblik kan slippe nuets stress og jag, og gå dybere ind i sig selv – dybere ind i mødet med Gud, med den indre “anden”, der altid følger med og går ved ens side, lige så tæt på ens væsen som ens eget åndedræt.

I den keltiske tradition er bøn en del af hverdagen. Bønnen var blandt bønder og fårehyrder noget, man styrkede sig ved, midt mens man holdt øje med lammene, malkede en ko, gik i marken, såede, pløjede eller høstede. Bønnen er ikke noget, der behøver at være bundet op på særlige hellige dage, men noget der indgår, som en del af ens åndedræt, i den daglige dont. Således bliver bøn og arbejde ikke adskilt, men gjort til en enhed.

Et godt eksempel er en ældgammel keltisk bøn, kendt under navnet “Hjortens kalden”:

Jeg rejser mig i dag fra lejet

Ved Guds styrke, som leder mig

Guds kraft, som holder mig oppe

Guds visdom, som styrer mig

Guds øje, som ser for mig

Guds øre, som hører for mig

Guds ord, som taler til mig

Guds hånd, som skærmer mig

Guds vej, som ligger foran mig

Guds skjold, som beskytter mig.

Lysglobe i St. Orans Chapel på øen Iona

I den kristne keltiske tradition, som særligt begyndte at vokse frem i Irland og Skotland omkring 500-tallet, betød enheden med naturen uendeligt meget. Det var ved at lytte til bølgernes brusen, ved at høre vindens susen, ved at mærke regnens forsigtige dryppen på taget, at man mærkede dybden af Guds væsen og nærvær. Mange af de keltiske hellige mænd og kvinder var kendt for deres kontakt til dyrene, og for evnen til at kunne tale med dem. Og for at dyrene, som de selv, vidste besked, når noget nyt eller truende stod for døren. Det fortælles f.eks. om en af de største helgener i den keltiske tradition, Sankt Columba, at han, da han var ved at rejse fra øen Iona, for at trække sig tilbage til et ensomt sted for at dø, blev mødt af sin hest, som bøjede hovedet mod hans skulder og fællede en tåre. Hesten vidste, at han var på vej væk fra verden, og det samme gjorde Columba. De forenedes i en kærlig omfavnelse, og han gik bort.

Bøn handler ikke kun om at bede om noget, men om at påkalde et nærvær, lade sig indfolde i den kærlighed, som findes tilgængelig, midt i enheden med Gud. Selvom man ikke har et klart gudsbillede, kan man hvile i roen og nærværet, og på den måde gå ind i et andet rum, hvor angst, bekymring, stress og forhastethed ikke får samme plads som ellers.

En bøn fra den keltiske tradition udtrykker dette således:

Hellige ånd, som holder dine vinger over hele jorden,
Genskab det stof, vores selvrespekt er gjort af
Genskab os i din skønhed
Forny i os:
Stilheden i vores væsens kerne
Lødigheden i vores kroppe
Hemmeligheden bag vores helhed
Må vi være Guds strålende lys
Fyldt af Guds sundhed
Altid bløde og sande

Poetiske bønner som denne, som den keltiske tradition er fyldt af, kan være en hjælp til at lade sig bære ind i livets nærvær – men dybest set er stilheden det sted, hvorfra Gud taler stærkest. Kan man lade sig falde helt til hvile, og være lyttende, kan Gud for alvor få plads. Men ofte har vi brug for ordene, for at komme ind i det rum, som er bønnens hvile. Ellers kommer alle de fortravlede skeletter i skabet med ind i bønnen og rasler forstyrrende.

Netop ved tab og ved savn, ved kære, nærtstående menneskers sygdom eller bortgang, er der stor brug for bønnen som en form for medvandring. Men bønnen behøver ikke altid at handle om ord. At fælde en tåre, at stå stille og våge, som hesten gjorde, midt i al sin stumme sorg over at skulle miste sin mester, er en dyb måde at udtrykke en bøn. Bøn er nærvær, tilstedeværelse og samvær – med en bevidsthed, der på én gang rækker udad og indad, mod Den Anden, mod du´et, medmennesket såvel som Gud, mod omverdenen, og mod de rørelser, som sker dybt i hjertet.

Bøn er det modsatte af magi, for i bønnen kan man ikke begære, og ikke have magt. Man kan ønske, håbe, tro og råbe, og i sit stille hjerte kan man bære bevidstheden om, at noget godt må ske, for verden, og for én selv, og for alle, man elsker. Men man kan ikke med bønnen tvinge noget frem. Bønnen er og bliver en “rugen”, en venten, en længsel, som bæres åbent frem, mod en usynlig samtalepartner. Og denne partner taler ind imellem tilbage, som en stille stemme, et nærvær, et håb, en indre bevægelse, der giver ro og fornyet lys.

Et eksempel på den keltiske opfattelse af samspillet mellem Gud, mennesket og naturen er denne gamle irske velsignelse:

Må regndråberne falde blidt på dine øjenbryn
Må de blide vinde forfriske din ånd
Må solskinnet lette dit hjerte
Må dagens byrder hvile let på dig
Og må Gud indfolde dig i sin kærligheds kappe.

Bøn er stilhed, eftertanke, en evne til at “falde i staver”, til at stirre på en flue, der vandrer hen over gulvtæppet. Bøn er evnen til at gå i stå, midt i det hele, og falde ind i et andet rum, hvor det ikke er hverdagens fortravlethed, der fylder. Den slags er ueffektivt, så vi er tilbøjelige til at vifte det væk, skubbe det til side. Denne “falden hen” er næsten blevet til noget, vi for enhver pris må undgå. Men det er i disse “glemsels-øjeblikke”, at noget kvalitativt nyt kan opstå.

Det at stoppe op, finde ro, holde en pause er en livsvigtig puls, en del af selve det at overleve. Man kan ikke ånde ud uden at ånde ind, og ikke trække noget, hvis ikke vejret trækker i én. Man er nødt til at være passiv for at kunne være aktiv. Det er en ganske enkel, organisk naturlov, men i effektivitetens rationelle tidsalder, forbydes pausen, selve “pusten”, som man ville sige på norsk. Vi har brug for pusterum, men udskyder dem altid, til vi er blevet mere end forpustede.

Bøn er et af disse pusterum, og bør praktiseres som noget, der hører hvert eneste “nu” til. Bønnen er, når man står op om morgenen, sætter fødderne ud på gulvet, tænder for kedlen, laver kaffen, og giver katten mad. Bøn er, som når katten spinder, hvilket er udtryk for opmærksomhed, velvære og nærvær. Uden denne “spinden”, dette pusterum, bliver vi rent ud sagt u-menneskelige.

Bøn kan også være anfægtelse, anråbelse, og protest. Bøn kan, som Anne Sofie Seidelin engang udtrykte det, ganske enkelt være et skrig: “Hjælp”. Bøn har mange udtryk, afhængigt af, hvad vi slås med, og hvad vi glæder os over, og om vi har brug for ro, eller for at få noget gjort.

Nogen gange føles det som om, vi løber foran Gud, andre gange som om, vi halter ubehjælpeligt bagefter. Men uanset hvad, er nærværet så tæt på os som selve åndedraget. Det er derfor, at netop det at bede, som en rytme med åndedraget, har været essentielt i de ældste kristne klostertraditioner – ikke mindst i den ortodokse verden og i ørkenfædretraditionen, som mange af de keltiske vandrende munke var tydeligt inspireret af. Bøn og ånde er stort set ét, og kan man have opmærksomheden på åndedraget, på selve “pusten”, kommer man ind i et pusterum, som skaber plads for nærvær. Vi kender ikke mindst dette fra den berømte Jesus-bøn, der oprindeligt stammer fra Athos.

Bøn og nærvær er det samme – en falden tilbage, ind i sig selv, med opmærksomheden rettet åbent ud ad, mod det, som i og omkring én taler. Nogen gange er det ens egen stemme, der taler, og ikke Guds, men efterhånden, som man lærer at hvile i det rum, som opstår i bønnen, kan man skelne mellem det, som er frugtbart, og det, som er mindre godt. Forvirring og bekymring kommer sjældent fra Gud, men omvendt kan Gud udmærket være med én, midt i denne bekymring. Bag det urolige, bag forvirringen, lyder en anden, mere rolig og utrættelig stemme, der stille siger: “Frygt ikke. Jeg er med dig”.

En gammel irsk velsignelse udtrykker dette guddommelige følgeskab i hverdagen, på tværs af tid og geografiske grænser:

Må lysets velsignelse falde på dig
Ydre såvel som indre lys
Må velsignelsens sollys skinne på dig
Og varme dit hjerte
Indtil det gløder som en stærk ild
Og mennesker omkring dig kan finde varme
– fremmede såvel som venner

Og må lyset
Skinne fra dine øjne
Som et lys, der er tændt
I et vindue i et hjem
Mens det indbyder den vandrende til at komme ind
– ud af stormen

Omsorgen for skaberværket
Der er en stor nødvendighed i tiden for ikke blot at forstå bøn som en pligt, som noget, der bør “overstås” … som noget, man kan samle på én gang, ganske rationelt, for derefter at hengive sig til arbejdets blod, sved og tårer resten af tiden, uden bønnens forfriskende hvile. Der er brug for en helt ny opfattelse af, hvad bøn er – en opfattelse, der for så vidt slet ikke er ny, men tværtimod urgammel, blot godt glemt og fortrængt i den gryende rationelle tidsalder.

Det, som særligt går igen i de keltiske bønner, er omsorgen for alt levende – både i os og udenfor os. I den keltiske verdensopfattelse er alt i universet ét stort, sammenhængende væv, og både sjæl, krop og ånd er en del af dette væv. På engelsk bruges et næsten uoversætteligt udtryk i bønnerne: God, encircle us … Eller: Circle us, Lord. Dette betyder, at vi som bedende lever i håbet om, at Gud indfolder os i sin kærligheds kappe, at vi som mennesker er omfattet af den guddommelige sandhed og kan lade os beskytte af den, fordi vi er en del af skabelsens levende helhed.

I den keltiske tradition er alt en del af denne levende helhed. Planter og dyr, uden undtagelse – selv de mindste myrer og alle encellede organismer – hører til Guds skaberværk. Som mennesker er vi “caretakers”, forvaltere af den store gave, som livet er, og vi er skænket et ansvar for at passe på skaberværket, som vi selv er en del af. Uden at vi passer på alt levende, og dermed også på hinanden, kan skaberværket ikke holdes i balance. At bringe dette budskab ud var en meget vigtig impuls for de keltiske vandrende pilgrimme, og bønnen var for dem en måde at fastholde denne bevidsthed på, dag efter dag, nat efter nat.

Bønnerne skal ses på baggrund af den sammenhængsforståelse, som eksisterer i det keltiske univers. Ikke bare har vi omsorg for skaberværket uden for os, vi har også ansvar for skaberværket inden i os. Udtrykkene “within” og “without” går igen mange steder, og er igen svært oversættelige. Men det betyder, at alt, hvad der er inden i os, spejles i det ydre – og omvendt. Så alt, hvad der må beskyttes og drages omsorg for indeni, må også beskyttes og tages vare på i det ydre – og omvendt. Det er derfor særligt vigtigt at tage vare på sårbarheden, både i os og udenfor os. Uden at erkende sårbarheden i os kan vi ikke finde motivation til at tage vare på det sårbare udenfor os. Og omvendt får vi måske bedre øje på sårbarheden i os ved at opdage dens eksistens i den ydre verden. Når vi ser et lille barn, eller et såret dyr, som behøver vor hjælp, vækkes kærligheden i os, og vi opdager samtidig, at vi selv er afhængige af andres hjælp, og selv kan såres – at vores vilkår er det samme som barnets og dyrets. Ved netop at se den fælles sårbarhed som et livsvilkår for alt levende, finder vi en dybere impuls til at tage vare på både os selv, hinanden og vores klode.

Denne opfattelse af sårbarheden spiller ind på den keltiske forståelse af det hellige. I en dansk “ærkeluthersk” sammenhæng kan dette måske virke en smule besynderligt. Men i keltisk tradition skelner man ikke mellem det dennesidige og det hinsides helt på samme måde som vi er vant til. De mennesker, som er gået forud for os, lever stadig med os, ikke mindst i bønnen. Alt levende har sat sit fodaftryk i universet – og ikke mindst de mennesker, der som pilgrimme levede i dyb enhed med Gud, blev i keltisk tradition betragtet som hellige. De er derfor med os, som forbedere og som medlevende, også selvom vi ikke altid mærker det.

På den skotske ø Iona, hvor Sankt Columba dannede sit første klosterfællesskab i 500-tallet, eksisterer bevidstheden om den store helgens nærvær endnu meget stærkt. Hvis nogen mister noget, eller færgen grundet uvejr ikke sejler, er det almindeligt at bede den hellige Columba om hjælp. Og mærkeligt nok virker det. Færgen begynder hurtigt at sejle igen, og man finder de ting, man har mistet. Columba synes stadigt meget nærværende på sin elskede ø, der er kendt som “øen med det tynde slør”. Afstanden mellem himmel og jord synes bemærkelsesværdigt “mindre” – i hvert fald mindre end den plejer at være, så mange andre steder, hvor bevidstheden om det hellige nærvær ikke er helt så grundfæstet i traditionen som på Iona.

Den praktiske brug af bønnerne

Man kan have bønner med sig i lommen, eller lære enkelte udenad, sådan at man altid kan bruge dem, hvor man end er, uanset om man sidder fast i en kø på motorvejen eller knokler i udmattet tilstand på sit kontor. Bønnerne kan blive en tiltrængt hvilepause i en travl hverdag, for den enkelte, som ellers farer af sted. Men bønnerne er også gode at kunne dele med andre, i et fællesskab, hvor man samles til andagt for en kortere eller længere stund.

Keltiske bønner kan være meget velegnede til at bruge i mindre grupper, hvor man har vekslende lederskab. En måde at læse bønnerne på er at sidde i en cirkel, og dele de enkelte tekster med hinanden ved at læse på skift, sådan at man hver tager nogle linier eller sekvenser ad gangen. Dette kan give en stærk fornemmelse af fællesskab, idet alle stemmer i gruppen høres på lige fod.

Uanset om man bruger denne form for fælles læsning af bønnerne eller anvender en mere traditionel form med én andagtsleder, er bønnerne velegnede til veksellæsning.

Man kan læse bønnerne i veksel på flere måder:

– man deler gruppen i to, der på skift læser dele af teksten – som regel et par linier ad gangen, afhængigt af tekstens karakter.
– lederen læser et kortere afsnit, og gruppen svarer i fællesskab ved at læse det efterfølgende afsnit.

– enkelte medlemmer af gruppen læser på skift et kortere afsnit, og gruppen svarer ved at læse det følgende afsnit i fællesskab.

Når det gælder læsningen af bibeltekster, kan det være vigtigt, at læsningen udføres på en måde, så der kommer en meditativ ro ind, mens teksten høres. Ofte er det godt at omgive læsningen med en kort stilhed, både før og efter, så der er tid til at “ånde teksten ind”, så at sige, før man fortsætter med de næste led i andagten. Eventuelt kan man vælge meget korte tekstuddrag, som så læses langsomt, flere gange. For eksempel: “Jesus sagde: Jeg er Vejen, Sandheden og Livet”.
Især hvis man bruger bønnerne hver dag, er det en god idé at finde sin egen måde at vælge tekster på, dag for dag. Bruger man ikke bønnerne i et fællesskab, men som en del af sin egen personlige andagt, er det også oplagt at finde en god måde at læse sig ind i bibelens univers på, dag for dag. På den måde kan andagterne i sig selv blive en vandring ind i bibelen – en rejse i følgeskab med den vandrende Gud.

Angående brugen af sange, kan det være meget forskelligt, hvad en gruppe eller den enkelte bedende har tradition for at kende til og være fortrolig med. Men ønsker man at gå på opdagelse i det keltiske sangunivers, kan man få hjælp i bogen “Må din vej gå dig i møde”, udgivet af Kirkefondet i 2009.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *