Hvor vindene mødes under den tynde himmel

– Pilgrimsvejen og den keltiske spiritualitet
Af Elizabeth Knox-Seith

I den kristne keltiske spiritualitet er der et klart fokus på Kristus – ikke mindst som vor næringsgiver og beskytter. Gennem fordybelsen i den keltiske tradition er det muligt at genopdage vigtige veje til at forstå og praktisere livet i Kristus – sider, som ellers har ligget upåagtet hen, i vor rationelle tidsalder. Hvad kan vi lære af et moderne, keltisk inspireret fællesskab som Iona Community?

Keltisk spiritualitet er præget af et tydeligt pilgrimsmotiv og oplevelsen af nærhed til naturen. Himmel og jord berører hinanden og de fysiske og åndelige tilværelsesplaner mødes. Dette kommer for pilgrimmen til udtryk i en erfaring af nærhed med Gud, som samtidig betyder, at der kun bliver et tyndt slør mellem de jordiske og de himmelske planer. Denne pilgrimserfaring er i den keltiske tradition ofte knyttet til særligt hellige steder, som kaldes “thin places”.

I perioden fra omkring 400-tallet og op til begyndelsen af højmiddelalderen, vandrede mange munke i den kristne keltiske tradition ud over store dele af det europæiske kontinent, båret af en længsel efter at leve fuldt og helt i enhed med Kristus, og at kunne dele denne enhed med andre. De kom vidt omkring, ofte til ganske ukendte egne, hvor der aldrig havde været kristne før.

Kun vinden kan vide, hvorhen den blæser, og således lod de keltiske munke sig ofte – bogstaveligt talt – føre af vinden, når de sejlede ud i deres små skrøbelige både. Som regel bevægede de sig, uden at vide hvorhen, langs de stormomsuste og barske klippekyster i Irland og Skotland og videre over åbent hav til resten af Europa, og måske endda helt til det mellemste Asien og den nordlige del af Afrika. Det eneste, de var sikre på, var at Kristus var med dem som en usynlig medvandrer – og de lod sig lede med stor intuition og sikkerhed for, hvor vejens næste skridt skulle gå.

Et pilgrimssted ved den yderste kyst

Iona er i den skotske traditionshistorie blevet kendt som “øen med det tynde slør” – altså som et helligt sted, hvor det er muligt at komme dybere i den indre åndelige erfaring og mærke betydningen af Guds nærvær.

Iona Abbey

For at komme til Iona må man sejle over to farvande – først fra en havn på det skotskefastland, Oban, der bringer én til øen Mull, og derefter videre. Efter en længere køre- eller vandretur gennem et smukt, bjergrigt landskab, ankommer man med en lille færge fra havnen Fionnport til selve Iona.

Det, som øjet først fæstner sig ved, når man nærmer sig øen, er konturerne af Iona Abbey, det gamle 1200-tals kloster, som rejser sig i det blide landskab med en imponerende fornemmelse af nærvær og historie.

Iona Abbey

Tusindvis af pilgrimme besøger hver sommer Iona. Den lille færge sejler i fast rutefart for at fragte besøgende frem og tilbage, og for de omkring hundrede beboere, der bor på Iona fast hele året, er vinteren en kærkommen lejlighed til at hvile ud og puste, inden næste års nye strømme af pilgrimme indtager øen, så snart foråret kommer.

Iona har en særlig placering i den skotske historie. En af de mest betydningsfulde missionærer og åndelige skikkelser i den keltiske verden, Sankt Columba, ankom til øen i 563, sammen med en gruppe på 12 munke, der kom sejlende fra Irland.

Efter Columba ankom og slog sig ned ved det, der i dag kaldes Columba Bay, blev Iona et levende sted, en vugge for poesi og skabelsen af illuminerede håndskrifter. Inspireret af den kraftfulde og handlingsorienterede Sankt Columba opstod et stærkt klosterfællesskab, hvorfra munke rejste ud til hele den nordeuropæiske verden for at bringe deres vision om kristendommen videre.

Vikingerne ankom i 800-tallet og foretog voldsomme massakrer på munkene, hvilket gjorde klostersamfundets overlevelse sværere. Men i 1200-tallet skete en styrkelse af det åndelige liv på øen, idet benediktinske munke og nonner slog sig ned og byggede to klostre. Denne impuls varede dog kun indtil reformationens begyndelse i 1500-tallet. Klostrene blev lukket, og der opstod et “dødvande,” som betød, at Iona forsvandt i glemslen.

Ionas betydning blev genopdaget og revitaliseret i slutningen af 1800-tallet, hvor interessen for keltisk spiritualitet fik en renæssance. En genopbygning af Iona Abbey, grundlagt af benediktinske munke i begyndelsen af 1200-tallet, blev sat i gang – og siden fuldført igennem en lang proces, der påbegyndtes i 1930´erne af den visionære George MacLeod.

Iona Communitys historie

St. Martins kors på Iona

Iona Community er et internationalt præget fællesskab, der med stor dynamik kombinerer interessen for spiritualitet og socialt engagement. De bønner og liturgier, som Iona Community løbende har udviklet, er blevet kendt for deres poetiske skønhed. På en overraskende og anderledes måde rummer de evnen til at tale ind i den situation, som moderne mennesker i en splittet verden står i.

Grundlæggeren af Iona Community, George MacLeod, er ikke mange år efter sin død, i juni 1991, i sig selv blevet en legende – næsten på linie med de gamle helgener, der har præget Ionas historie siden 500-tallet. Med et godt skotsk “glimt i øjet” sammenlignes hans stærke personlighed med Sankt Columba, der grundlagde det første kloster på Iona for 1400 år siden. Det er nok heller ikke en overdrivelse at sige, at den indsats, George MacLeod har gjort for at genoplive den keltiske ånd på Iona, har givet den lille ø en helt ny status, efter at have “henligget” med sine forfaldne klosterruiner siden reformationstiden – blot som et fattigt udkantssamfund med få lokale fiskere og fåreavlere.

George MacLeod var ikke kun optaget af at genoplive den keltiske spiritualitet, men af at forny den skotske kirke fra yderst til inderst. Efter en afgørende oplevelse i Gravkirken i Jerusalem i begyndelsen af 1930´erne, hvor han deltog i en ortodoks gudstjeneste, blev han grebet af visionen om at forny den indre ånd i kirken. Han tog hjem til Glasgow og startede et omfattende socialt arbejde i de fattige kvarterer – i forsøget på at give mennesker deres identitet og værdighed tilbage. Samtidig rejste han ofte til Iona på personlige pilgrimsrejser, og fik dér den vision, at man kunne fuldføre den påbegyndte, men endnu ikke færdiggjorte restauration af Iona Abbey og gøre stedet til et fornyelsessted for hele den skotske kirke.

Handlekraftig, som han var, organiserede han arbejdslejre for unge præstestuderende og arbejdsløse fra miljøerne i Glasgow. Hver sommer siden slutningen af 1930´erne tog mange unge mænd til Iona for at genopbygge den gamle klosterruin. De boede under næsten umulige vilkår – men ansporet af George MacLeods ubønhørlige vilje og evne til at skaffe finansiel støtte, fuldførtes projektet gradvist.

Iona Community, der i dag fortsat har sin base i Glasgow, har udviklet sig til en paraply for mange aktiviteter, og har en relativ stor økumenisk bredde i sin medlemsskare. Uanset, hvordan man tilknytter sig, kan det give en bærende identitet livet igennem. Man kan tilknytte og involvere sig efter mulighed og evne, og vælge mellem at være individuelt medlem, associeret eller “ven” alt efter de behov, man har. Men alle, der tilslutter sig, enten som “members”, “associates” eller “friends”, siger ja til at bruge en del af deres indtægt og livsengagement på sociale projekter efter eget valg. I Skotland har dette ikke mindst fået betydning for debatten omkring kirkens rolle i samfundet.

Naturen som pilgrimssted

Naturen

Vor samhørighed med naturen er en central del af den keltiske spiritualitet, og selveerfaringen af Guds nærvær udtrykkes ofte i den keltiske poetiske tradition gennem naturmetaforer.

Muligheden for at gå på opdagelse i den stærke natur er en del af den sanselige erfaring, som gør indtryk på de fleste, som besøger Iona. Det er muligt at foretage individuelle vandringer rundt på øen og finde sine særlige, meditative steder. Man kan udforske huler og kløfter, og lade sig inspirere af havets stærke kraft. Særligt bemærkelsesværdigt er et fænomen på øens nordkyst, “the sprouting cave”, hvor presset fra tidevandet på særlige tider af dagen får vand til at stå op i store kaskader, imponerende i sin styrke.

Midt på ugen er der efter traditionelt mønster en fælles pilgrimsvandring rundt til nogle af de markante pilgrimsmål på øen – bl.a. “Columba Bay”. Her samler alle pilgrimme små rullesten op, som man hver især med stor kraft smider i vandet, netop på det sted, hvor den hellige Columba i midten af 600-tallet landede sammen med sine munke i en lille skrøbelig båd. Dette gøres som symbol på bod, og inden man forlader stranden, er det en tradition at samle en ny lille sten op, som man bærer med sig som tegn på håb og fornyelse. Det stærke ved denne handling er, at man ikke kan undgå bevidstheden om, at mennesker siden 600-tallet har været ved denne strand for at mindes den hellige Columba, og for at give slip på de byrder, som de bar. Hermed ved man også, at den sten, man vælger som sin håbssten, kan være kastet som et symbol på bod og smerte af en anden pilgrim, mange hundrede år tidligere. Dette forbinder lidelse og håb på en meget bemærkelsesværdig og konkret måde.

Vandringen fortsætter igennem det smukke, klippefyldte landskab til “Hermit´s Cell”, der næsten umærkeligt er markeret med en lille cirkel af sten. Stedet kan i al sin ydmyghed være svært at finde, hvis ikke man har været der før. Her afsluttes den lange vandring, ved at pilgrimmene i fællesskab sidder i dyb stilhed. Der er sjældent nogen, der bryder op fra cirklen uden at være stærkt berørt af det nærvær, som er så mærkbart på dette næsten usynlige, hellige sted.

Man kan opleve ikke bare stilheden, men også kontrastens voldsomme modstykke, når man vandrer på Iona. Ind imellem bliver øen pludselig overfløjet af et lavtflyvende jagerfly på øvelse fra British Airforce. Mediterende pilgrimme, der har søgt ud på de afsides klipper, kan her erfare den chokagtige forskel mellem den følsomhed, man kan opnå i naturen, og så den voldsomhed, som er civilisationens spor. Dette gør det indlysende, hvorfor Iona Community har gjort fredsarbejde til én af sine vigtige mærkesager.

Fællesskabets betydning

Den inspiration, som Iona Community først og fremmest bærer frem, handler om sammenhængen mellem det sociale engagement og den pilgrimsspiritualitet, som er så grundlæggende i den keltiske tradition. Ikke mindst giver det en impuls til at tænke på, hvordan en socialt orienteret pilgrimsspiritualitet kan være en fornyende faktor i vore kirkelige sammenhænge, lokalt såvel som globalt. Det er vigtigt at overveje, hvordan bevægelsen mod fællesskab kan styrkes, sådan at den “individualisering”, som ellers kan være modernitetens fare, kan undgås.

Der er ingen tvivl om, at den udfordring, man kan tage med sig hjem fra Iona, i høj grad drejer sig om, hvordan man danner fællesskaber i en individualiseret, postmoderne tid – fællesskaber, der på én gang skaber rammer og samtidig giver frihed nok til, at moderne mennesker kan føle sig hjemme.

Her bliver begrebet “pilgrim” centralt, idet det angiver, at mennesket på én gang er på en livslang vandring, samtidig med at Gud bevæger sig med hver enkelt på en helt unik og særegen måde. Som menneskehed har vi en fælles erfaring og fælles rødder – og hermed behov for rammer, der giver grobund for en erkendelse af dette indbyrdes fællesskab, og for en udfoldelse af det.

Artiklen er skrevet til Kirkeligt Centrums blad, foråret 2010.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *