Frans af Assisi
– pilgrim af Guds nåde

Af Elizabeth Knox-Seith

Den lille by Assisi i Italien rummer en vigtig historie om en af de afgørende skikkelser i den kristne historie. Assisi er kendt som hjemsted for en af verdens mest respekterede hellige mennesker, Frans af Assisi. Folk fra hele verden valfarter til Assisi for at være en del af den særlige “energi”, mange mener, er i området, hvor Frans levede og havde sit virke i slutningen af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet.

Ikke bare kristne, men også folk fra andre religioner tiltrækkes af Assisi. Ude omkring i de små øde skov- og landegne omkring byen, køber rige mennesker huse op, for at finde fred og ro. Assisi er blevet et rigtigt “in-sted” for moderne søgende, der ønsker at finde hvile i sig selv, og arbejde for fred i verden. Blandt disse er folk, som tiltrækkes af østlige religioner, og som ellers ikke ville finde på at interessere sig for den kristne tradition. Godt 12 kilometer udenfor byen har disciple af den afdøde indiske mester Yogananda ligefrem etableret et internationalt yoga- og meditationscenter, med kæmpe meditationshal og en livlig undervisningsvirksomhed. Interessen for det særlige væsen, som Frans havde, tiltrækker en bred vifte af mennesker til den lille by, som smyger sig som et gammelt middelaldermonument op ad en bjergskråning, ikke langt fra den gamle hovedvej, der førte fra det nordlige Italien til Rom..

At være i Assisi om vinteren er en kold oplevelse. Om natten når kuldegraderne langt ned. Det får én til at undre sig over, hvordan Frans og hans brødre overlevede i de lange perioder af året, hvor solen ikke havde magt til at varme. De levede i små hytter og huler, og sov på den bare jord, ofte kun på små stråmåtter. Og Frans, der var meget radikal, fordrede i sit ideal om den fuldkomne fattigdom, at de ikke måtte eje noget som helst, ikke engang den tunika, de gik og stod i.

Den simple tunika

I sidste del af sit liv blev Frans meget alvorligt syg, og hans brødre og andre, som stod ham nær, blev klar over, at en del af hans sygdom skyldtes den meget ublide behandling, han havde givet sin krop, som han plejede at kalde Broder Æsel. Selv æsler skal have mad og varme, argumenterede brødrene. Men det hjalp ikke altid på Frans, som stræbte efter den fuldkomne ydmyghed og frihed, i forhold til jordiske ting.

Brødrene, som så, at hans lille krop smertede og rystede af kulde, opfordrede ham til at tage mere en én tunika på. Men det ville Frans ikke, for dette var ekstravagant. I stedet fandt brødrene på en anden løsning, nemlig at opfordre ham til at sy skind eller andre varme lapper inden for tunikaen, så det var lettere at holde varmen i den værkende krop. Heller ikke dette synes Frans var nogen god ide, men gik dog med til, at der blev syet lapper både indvendigt og udvendigt på kutten. Engang kom nogle af brødrene med et stykke ræveskínd, som de havde fået fra en giver, der gerne ville hjælpe. “Sy dette indvendigt i tunikaen”, sagde brødrene, overbevist om, at det ville varme godt. Til sidst gav Frans sig, men betingede, at der, for at vise, hvor ekstravagant han var, at ræveskindet også blev syet uden på kutten. Således gik han hele vinteren og lignede en lille ræv, med det bløde lysende rævehår siddende hen over lænden uden på den lasede dragt.

Broder Sol og Søster Vand

Frans var kendt for sit gode forhold til dyr, så det har sikkert klædt ham at ligne en lille ræv. Han prædikede for fuglene, og gjorde sig gode venner med en ulv, der skræmte alle indbyggerne i en nærliggende by, Gubbio. Ulven blev så bevæget over at møde Frans, at den fra da af overtog den levemåde, Frans og brødrene havde, og gik stille rundt fra dør til dør og tiggede om mad hver dag i middelalderbyen. Indbyggerne i Gubbio blev meget overraskede, og gav derefter med glæde ulven, hvad den behøvede – nu da aftalen, Frans havde lavet med den var, at den ikke længere stjal får og andre dyr fra bøndernes marker. Da ulven døde, sørgede indbyggerne i Gubbio, fordi den i de år, den gik rundt i byen og tiggede, mindede dem så meget om Frans og den ydmyge kærlighed, han repræsenterede.

Frans af Assisi er særlig kendt for sin Solsang, som er en prisning af alt, som er skabt. I sangen taler han om Broder Sol, Søster Vand, Søster Måne, o.s.v. I dag i Assisi, når man går den lille gamle vej fra Assisi ned i dalen på vej mod Rivortorto, har vejen navne efter sangen: Broder Ilds vej, Moder Jords vej, o.s.v.

Sangen blev skrevet i foråret 1225, da Frans lå meget syg i klosteret ved San Damiano, som netop ligger i dalen nedenfor Assisi på strækningen på vej mod Rivortorto. Frans var på dette tidspunkt næsten blind af en mærkelig øjensygdom, og han var desuden stigmatiseret, altså bar åbne sårmærker på hænderne, fødderne og i højre side, som en del af den dybe indre vej, han var gået i efterfølgelsen af Kristus. Disse konstant blødende sår måtte plejes af de nærmeste brødre og nye bandager måtte skiftes hver eneste dag. Samtidig værkede hans øjne så meget, at han ikke kunne tåle sollys, så han lå i mørke i en ussel lille hytte uden for klosteret, som på dette tidspunkt beboedes af Søster Clara og hendes medsøstre, som havde valgt at leve i lige så stor fattigdom som Frans selv.

Frans og Clara havde et meget nært åndeligt forhold, men Frans var skrækslagen for, at nogen skulle tro, at der var mere mellem dem end blot ånd, så han gjorde, hvad han kunne, for ikke at komme for tæt på søstrene. Derfor holdt han også til i den lille hytte uden for klosteret, hvor hans brødre gjorde, hvad de kunne, for at passe på ham. Ifølge legenderne løb mus hen over hovedet på Frans, bed i hans tæer og spiste hans sparsomme mad, mens han lå på sygelejet. Men da han elskede dyr så meget, lod han dem være. Midt i det smertefulde mørke, som han lå, i, fødtes solsangen, som priser alt levende, og som billedliggør den glæde, som Frans også rummede, midt i al sin selvydmygelse.

Genopbyg min kirke!

Det var i kirken i San Damiano, at Frans tyve år tidligere, da han endnu var en ung mand i begyndelsen af tyverne, havde modtaget sit egentlige kald til at følge Kristus. Han havde haft en lang urolig periode som ung, hvor han dels havde søgt at blive ridder, dels havde siddet i fængsel i en periode efter at have deltaget på borgerskabets side i et lokalt opgør med adelen i Assisi. Han havde også, efter sin fængsling, ligget syg i en meget lang periode, og havde således haft tid til at overveje, hvad han ville med sit liv. En eller anden indre længsel drev ham til at søge meditativt ned til kirken i San Damiano, hvor han satte sig alene og stirrede på korset. Pludselig talte det til ham, med stor kraft:

– Frans, gå og genopbyg min kirke!

Buddet rystede Frans, og han tolkede det så konkret, at han styrtede hjem og skaffede nogle penge fra sin far, og gik til den lokale præst med dem. Men præsten ville ikke modtage pengene, da han ikke var sikker på, at Frans´ far, en meget kendt og rig tekstilhandler i byen, ville bryde sig om, at hans penge blev brugt på mursten til en lille, forfalden kirke nede i dalen, som ingen ellers brød sig om.

Men dette stoppede ikke Frans, og han gik i stedet ud blandt bønder og andre lokale folk i omegnen, og tiggede sten til den lille kirke. Med sine egne hænder genopbyggede han ifølge legenden ikke bare denne lille kirke, men flere andre på egne, blandt andet en anden lille kirke ikke langt derfra, Porziuncula, som siden skulle blive et af de vigtige tilholdssteder for Frans og hans efterhånden voksende skare af brødre.

Vejen, Frans valgte at gå, fulgt af mange, var tiggerens vej – den, som vandrer i Kristi fodspor, uden at eje noget, ikke engang en stok eller en stav.

De rige unge mænd

Borgerskabet og adelen i Assisi så med rædsel på, at flere og flere af de mest begavede og også rige unge mænd begyndte at fælge Frans på hans mærkelige livsvej – vejen som tigger, i total efterfølgelse af det fattigdomsideal, som optog Frans så meget, og som han følte sig dybt kaldet til at leve med en nidkærhed, som man i bogstaveligste forstand kan sige, var bemærkelsesværdigt, ikke mindst for indbyggerne i en by, der levede efter helt andre idealer.

Frans egen far var købmand, og havde som ung opbygget sig en stor formue ved at rejse til Frankrig, hvor han under stor risiko købte og handlede med mange eksotiske varer, ikke mindst meget smukke tekstiler, som han hjembragte til Italien. At være handelsmand dengang, i 11-1200-tallet, var ikke ufarligt, og risikoen for at miste alt, hvad man ejede ved røveriske overfald på landevejene, var meget stor. Men Frans´ far var en modig mand, og rejste med så stor iver, at han skabte sig i stor formue. Frans fik sit navn, som egentlig blot betyder “fransk”, efter Faderen kort efter hans fødsel vendte hjem fra en af handelsrejserne til Frankrig. Så der er ingen tvivl om, at faderen nærede store ambitioner om, at hans søn skulle følge i hans egne fodspor som internationalt berejst handelsmand.

Frans blev i sit liv meget berejst, men han blev aldrig handelsmand. Han nægtede at følge sin fars vej, og brød ualmindeligt radikalt med faderen. I den store Francesco-kirken, der blev rejst i Assisi efter Frans død, og hvor hans grav nu befinder sig, findes der en række fresker, malet af Giotto, som beskriver Frans liv i meget minutiøse detaljer. Et af billederne portrætterer den meget legendariske situation, hvor Frans bryder med sin far. Frans er søgt ind i biskoppens hus, for at få beskyttelse, og faderen er kommet med sine mænd for at kalde ham tilbage til et normalt liv. På freskoen ser man, hvordan Frans klæder sig nøgen, og giver sin fader alt tilbage, som har været hans. Biskoppen dækker i blufærdighed Frans med en anden kappe, og på billedet markeres den store afstand mellem Frans og hans fader med et stort, lysende blåt tomrum, som optræder imellem dem. Denne dybblå kløft, som skiller dem ad, er som et skel mellem to verdener, der ikke kan forenes.

Frans er kendt for at sige til sin far, at fra nu af kan han ikke følge andre end Gud Fader i himmelen, og at han ikke har anden far. På billedet kan man fornemme faderens sorg og rædsel, men også vrede mod sin søn. Hvad er det, han gør? Er han da blevet totalt vanvittig? Hvordan kan han smide alt det bort, som er ham givet, som en af de mest privilligerede unge mennesker i hele byen? Hvad er det for et liv, han begiver sig ud på?

Faderens smerte må have været uovervindelig, og det må have været svært for ham et se sin søn, som før gik rundt i smukke, prangende klæder, og havde en meget lovende fremtid foran sig, nu gå rundt i Assisi og tigge, kun iklædt de mest lasede klæder, man kunne tænke sig.

Frans, på den anden side, må også have følt en radikal sorg, og have båret på dette uforløste forhold til faderen resten af sit liv. Godt nok havde han nu vendt sig mod Gud Fader i himmelen, som han selv sagde – men hvad var det, han gjorde, når han begav sig på sin nye vej, ind i den totale usikkerhed, og smed alt den tryghed og kærlighed bort, som var ham givet på jorden, som en stor foræring?

Frans var fattig, men en tilvalgt fattig. I udgangspunktet var hans vilkår meget forskellige fra de vilkår, som de fattige, som han valgte at solidarisere sig med. Ud af et overskud, og ud fra et valg, omfavnede han spedalske, og gav det lille bort, han kunne tigge, til andre, der behøvede det mere end ham. Men hans liv byggede på et radikalt brud, som den blådyb afgrund, som man ser på Giottos fresco, symboliserer den næsten ubegribelige rækkevidde af.

Dialogen

En af de dybe længsler, som Frans af Assisi nærede, var at komme til at møde mennesker fra en anden tro og samtale med dem. På grund af denne inspiration fra Frans er Assisi i dag et sted, der er kendt for at skabe rum for interreligiøs dialog, og mange fra meget forskellige religioner søger til byen for at møde den ånd, som mange fornemmer, endnu hviler over byen efter Frans, som døde i 1226.

Dengang, som nu, så mange mennesker islam som en truende fare. Frans levede midt i korstogenes storhedstid, og det lå som en almindeligt anerkendt ting, at kampen mod truslen fra Islam betød uendeligt meget. De fleste så det som heltemodigt at drage ud for at modvirke den islamiske trussel ved at underlægge sig de muslimske territorier, og det var en del af en ens segl som trofast kristen, hvis man havde været af sted som ridder på et korstog – ikke mindst for at forsvare eller tilbageerobre en af de mest afgørende bastioner, Jerusalem. Innocens den tredje, som var den pave, der i første omgang godkendte Frans og hans orden, og gav Frans lov til at virke som leder af bevægelsen af tiggermunke, var samtidig en pave, der var meget optaget af at sikre de kristne territorier, på så mange planer som muligt.

Det var ikke erobringslysten, der optog Frans, men derimod lysten til at dele sin tro, i al venskabelighed. Flere gange forsøgte han at komme af sted mod Palæstina og Egypten, men måtte opgive flere gange, blandt andet fordi en meget nær ven og støtte, kardinal Hugolino, frarådede ham at rejse. Først ved 3. forsøg, i 1219, lykkedes det Frans at komme af sted sammen med ganske få brødre, som passagerer på en båd, der sejlede mod Egypten.

Da han efter en lang sørejse nåede frem, måtte han vente i lange tider i den lejr, hvor korsfarerne holdt til. Det siges, at Frans her gik rundt i blandt dem og prædikede om, hvor vigtigt det var at være venlig mod muslimerne, og hvordan det gjaldt om ikke at frygte, men at respektere andre. Korsfarerne må mildt sagt være blevet irriterede på Frans, og sikkert lettede, da det en dag lykkedes ham at slippe ud af lejren og ind i over bastionerne, som blev holdt af de muslimske hærførere. Frans gik, ifølge legenden, helt uden våben eller beskyttelse, blot i sin sædvanlige lasede kutte, og kun rustet med helligåndens glæde og frimodighed. Da han ikke talte arabisk, måtte han prøve at gøre de muslimske soldater forståeligt, at han ikke havde noget ondt for, men blot ville tale med sultanen. Dette lykkedes, og han blev bragt til audiens. Der talte Frans så stærkt fra hjertet, at sultanen lod sig bevæge, skønt han næppe har forstået et ord af, hvad Frans sagde. Men med levende gestikulationer og sin uhyre sans for kommunikation, der kunne nå både fugle og ulve og de allermest skeptiske, fik Frans også skabt tillid omkring sin person hos sultanen, og de fik meget hurtigt et venskab.

 

Da Frans drog af sted igen, blev han ført beskyttet til Korsfarernes lejr af sultanens egne soldater, og med sig som gave fik han en meget fint horn af elfenben, smukt indgraveret – et horn, som Frans skattede så højt, at det siden blev brugt til at kalde brødrene sammen, når de mødtes fra nær og fjern, én gang om året, i dalen neden for Assisi. Hornet findes endnu, i relikvie-samlingen i Francesco-kirken – og må formodentlig have været noget af det eneste, Frans nogensinde har tilladt sig at gemme og opbevare.

Således blev Frans kendt for sine evner til at bryde grænser – selv i en tid, hvor angsten for islam gennemborede den folkelige bevidsthed, og stort set gjorde de fleste blinde for, hvad venskab på tværs af religionerne kan betyde. Idet Frans altid så tilliden som Guds væsentligste redskab til at nå mennesker, nåede han med sit hjerte ind gennem bastioner, som kun de færreste havde turdet krydse.

Stigmaterne

Allermest kendt er Frans for sine stigmater – de blødende, åbne sår, som opstod i hans fødder og i højre side, da han i efteråret 1224 holdt en 40 dage lang faste på bjerget La Verna, godt 100 kilometer fra Assisi.

Overleveringerne fortæller, at Frans fik bjerget forærende af en rig adelsmand, som gerne ville stille de øde tragter til rådighed for Frans og hans brødre, så de kunne trække sig tilbage fra verden i uberørthed.

Frans, der normalt ikke tog imod gaver, uden straks at give dem bort igen, tog tøvende imod dette særlige tilbud. Han sendte en fortrop af brødre til bjerget, for at bese stedet, før han accepterede det. Mens brødrene var der, hjalp en trop af rigmandens soldater med at bygge et par enkelte, nødtørftige hytter, som Frans og hans trofaste hjælpere kunne opholde sig i, mens de opholdt sig i bøn og faste på bjerget.

En historie fortæller dog, at Frans ikke var specielt begejstret for denne særlige tryghed, der var ham tilbudt. En aften, da de havde opholdt sig på bjerget et stykke tid, gik der ild i en af hytterne. Frans, som havde stor respekt for Broder Ild, så det som Guds tegn på, at han ikke skulle beholde hytten, og mens brødrene kæmpede forgæves for at slukke ilden, forsvandt Frans lige så stille, uden et ord og uden at være bekymret, ud i skoven for at sove.

Frans ønskede at være helt isoleret på La Verna, og så snart de var kommet derop, frabad han sig på det strengeste at blive forstyrret af nogen som helst, heller ikke brødrene. Den eneste, som måtte vise sig, var hans allermest kære følgesvend, Broder Leo, som en gang om dagen fik lov at komme med en lille smule vand og en lille bid brød til Frans, som ellers var i streng faste. Men Frans ønskede at kunne få lov at være helt alene med Gud, og sagde derfor til Leo, at han kunne skulle komme nær, hvis Frans svarede ham, når han kaldte.

En dag, ifølge legenden, svarede Frans ikke, og ifølge aftalen betød det, at Broder Leo skulle blive væk. Men Leo følte en så stærk tilskyndelse til at se, hvad der var sket med Frans, at han listede sig over den kløft, som adskilte Frans fra brødrene, ganske forsigtigt, vel vidende, at han overtrådte sin mesters bud. Det, Leo kom til at opleve, er beskrevet i meget nøje detaljer i Fioretti, en af de kendteste legendesamlinger, der findes om Frans´ liv. Leo blev vidne til, hvordan Frans blev stigmatiseret, i mødet med en lysende seraf.

I lange tider forsøgte Frans at holde sine stigmater hemmelige, og det var kun Broder Leo, der som den, der havde set, hvad der var sket, fik lov at komme tæt på Frans, at han kunne pleje og indbinde sårene i bandager, der skulle beskytte dem. Frans kunne, grundet store smerter, ikke længere selv gå, men måtte transporteres på et æsel – hvilket han ikke glædede sig over, idet han som en del af sit fattigdomsideal havde set det som vigtigt ikke at lade sig transportere via andet end sine fødder.

Men i de sidste to år af sit liv, blev Frans, trods sine idealer, konstant transporteret rundt på æsel eller ved andre hjælpemidler, fra sted til sted. Han måtte beskyttes af både sine brødre og andre hjælpere, som kæmpede for at sikre, at folk ikke rev ham i stykker af iver for at opnå noget af hans hellighed. Uanset hvilken by, han på sine rejser kom igennem, ønskede folk at beholde ham dér, så byen kunne overstråles af den hellighed, han rummede. Han blev således allerede inden sin død et levende relikvie, og i den allersidste del af hans liv sikrede den romerske kurie, at Frans opholdt sig forsvarligt bag lukkede døre i biskoppens hus i Assisi, så ingen mere rev og flåede i ham.

Da han vidste, at døden nærmede sig, i begyndelsen af oktober 1226, lod han sig transportere ned i dalen, til den lille kirke, Porziuncula, hvor han og brødrene i årevis havde holdt deres årlige møder. På vejen ned i dalen siges det, at brødrene, som bar Frans på en båre, vendte ham om, så han med sine meget svage øjne kunne det sidste glimt af Assisi. Her sendte han, i solnedgangen, en velsignelse ud over byen, og gjorde sig i sit indre klar til at blive lagt nøgen på den bare jord i en lille hytte, hvor han forberedte sig til at møde Søster Død, omgivet af sine nærmeste brødre, som sang for ham.

Frans´ bøn:
Gør mig til redskab for fred

Herre gør mig til redskab for din fred.
Lad mig bringe kærlighed,
hvor der er had.
Lad mig bringe tilgivelse,
hvor der er begået uret.
Lad mig skabe enighed,
hvor ueninghed råder.
Lad mig bringe tro,
hvor tvivlen råder.
Lad mig bringe glæde,
hvor sorg og bedrøvelse råder.

Lad mig ikke så meget søge at blive trøstet
som at trøste.
Ikke så meget at blive forstået
som at forstå.
Ikke så meget at blive elsket
som at elske.
For det er ved at give,
at man får.
Det er ved at glemme sig selv,
at man finder sig selv.
Det er ved at tilgive andre,
at man får tilgivelse.
Det er ved at dø,
at man opstår til evigt liv.

Frans af Assisi (1181 – 1226)