Det var kattens!

Det var kattens!
– Pilgrimsbevægelsen handler om at møde det hellige

Kronik bragt i Kristeligt Dagblad den 4. oktober 2010:

Af Elizabeth Knox-Seith

En kollega gjorde mig forleden opmærksom på, at den moderne menighed ikke nødvendigvis så meget består af får, men i højere grad af katte. Dette udfordrer os til at tænke helt anderledes som kirke. Vi har ikke længere en rolig, drøvtyggende menighed, som trofast kommer til alle højmesser og andre aktiviteter. Tværtimod må vi, som betragter os som kirkens “gode hyrder”, tænke anderledes. For kattene gør kun det, de selv vil og kommer udelukkende, når det passer dem. Faktisk smutter de mellem hænderne på selv den bedste og hvæser oven i købet, hvis man kommer for tæt på. Katte har i særlig grad den skavank, at de slet ikke synes, de har brug for hyrder!

Kattebilledet er godt til at beskrive det myndige lægfolk – altså det, at menigheden i god luthersk forstand ikke er fuldstændigt orienteret omkring hyrden. Men i vores postmoderne tidslomme er selvstændiggørelsen sket på en måde, der kan få en hyrde til at føle sig overflødig. Dette kan skabe fortvivlelse – med mindre hyrderne selv er så meget katte, at de nyder at være fri for en menighed, som gerne vil passes.

Man kan ligefrem sige, at kattebilledet er et værdigt udtryk for den lutherske grundtese, “simul justus et peccator” – på én gang retfærdiggjort og synder. Katte fanger mus, knækker halsen på sangfugle, og kan i det hele taget være ganske lunefulde, når det passer dem. Men mærkeligt nok har katte samtidig en besynderlig sans for hellighed. Udover at springe rundt og have tusind jern i ilden, elsker katte at hvile sig, at spinde og være stille. De slænger sig afslappet i træerne, på hustagene og hvor de ellers kan komme til det. Og de elsker at hvile sig, hvor der forud har været ro. Altså: Katte er, udover deres rovdyr-instinkt, født med en hellig sans!

Pilgrimsbevægelsen appellerer til det moderne menneske, og har sin særegenhed ved at være åben for den søgen, som er i tiden. Mange katte har en instinktiv fornemmelse for at sanse, at de står på hellig grund. Og de søger det hellige, netop når de krummer sig om sig selv, spinder og hviler.

En af grundene til, at pilgrimsbevægelsen har fået så stor en opblomstring i de nordiske lande inden for de seneste 10 år, er uden tvivl, at det at vandre og være på vej appellerer til katte. Så kan man strejfe, som man vil, og ind imellem møde andre katte, hvis det passer én. Men bortset fra det, er man sin egen, og kan vandre af sted for at finde sit eget livsspor og sin egen eksistentielle mening med tilværelsen.

Pilgrimsbevægelsen har fået det stød for boven, at den i høj grad appellerer til det individuelle og ikke er fællesskabsdannende. Jeg vil vende det om og sige, at pilgrimsbevægelsen fungerer som en udmærket form for fællesskabsdannelse, netop for katte! Moderne, søgende mennesker ønsker ikke at tilknytte sig alt for fasttømrede, solide og traditionelle fællesskaber, men vil i højere grad tilslutte sig sammenhænge, hvor deres trang til frihed kan næres.

Det er sandt nok, at man i luthersk tradition for længst har gjort op med den såkaldte “helgendyrkelse”. Men måske har man i sin iver for at være “luthersk korrekt” fået smidt sansen for det hellige over bord? Hvis vi som kirke skal undgå at stivne, må vi besinde os på vores måde at forholde os til det hellige. Både i hverdagen og i os selv. Og i universet som helhed. Dette gælder ikke mindst i disse klima-krisetider, hvor jordkloden vånder sig, midt i alt, hvad vi gør ved den.

Som pilgrimme lærer vi at vandre nænsomt på jorden, at sætte fødderne følsomt på hellig grund. Over alt, hvor vi går og færdes, kan vi mærke det hellige, som selve det skabte univers er for os. Vi kan mærke Guds kraft og den genoprejsende styrke, som ligger i skabelsens gåde. Vi skal ikke fornægte det hellige, men tværtimod lære at ære, nære og bære det. Som de gode katte, vi alle er!

En væsentlig dimension i pilgrimsbevægelsen er det økumeniske perspektiv. Det nytter ikke noget, at vi i vores iver for at være “teologisk korrekte”, helt afskærmer os fra dialogen med andre kirkesamfund, som måske – i højere grad end os selv – bærer en dybtgående erfaring om, hvad det hellige er.

I den forgangne weekend, den 17.-18. september, var vi en del pilgrimme fra hele Danmark, som var med til at indvie den såkaldte “klosterrute”, med udgangspunkt i Helsingør. Jens Kristian Krarup, som gennem mange år har lagt et imponerende pionérarbejde i at udforske ruten og beskrive en ualmindeligt spændende vandring gennem det danske kulturlandskab, er en yderst kompetent luthersk teolog. Indvielsen af klosterruten fra Helsingør markerede en vigtig milepæl i spørgsmålet om, hvad pilgrimsbevægelsen er, når den er bedst.

Vi startede vores dagsvandring i Ullerød Kirke, nu folkekirkelig sognekirke, men tidligere grundtvigsk valgmenighedskirke, som blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet. Niels Skovgaard, bror til Joachim Skovgaard, udsmykkede kirkens alterparti med motiv efter hjorten, som skriger efter rindende vand. Vi pilgrimme, som kom fra Viborg, kunne ikke undgå at være bevægede over forbindelsen mellem de to brødre og deres kirkeudsmykninger, og så symbolikken i, at der også i grundtvigsk tradition har eksisteret en klar pilgrimslængsel, nemlig længslen efter at nå til de levende kilder. Hjorte, får eller katte … længslen efter vand er den samme!

Vi fortsatte vandringen videre til Grundtvigs Højskole, hvor vi blev klar over, at der i følge protestantisk tradition findes “helgenrelikvier”, idet vi andægtigt samledes omkring den gamle talerstol, som også Grundtvig talte fra. Vi følte et “sus” fra kirkehistorien og fornemmelsen af det store næringsrum, som gemmer sig netop i impulsen fra Grundtvig, uden hvem den danske folkekirke næppe havde haft den åndskraft, den har.

Vi fortsatte mod Frederiksborg Slotskirke, hvor vi blev mødt af beretningen om Christian den 4.´s umådeligt smukke kirkebyggeri. Vi gik videre til det katolske kirkecenter i Hillerød, hvor vi fik en fin introduktion til den katolske kirkes rolle i nærmiljøet, og vandrede derfra i stilhed ud til “Kildegården”, som nu er blevet omformet til kloster. Her mødte de carmelittiske nonner os med en åbenhed og åndrighed, som i dybet gjorde indtryk. Og vi var ikke længere i tvivl om, at vi stod på hellig grund.

Katte eller ej … uanset hvad, handler pilgrimsbevægelsen om at møde det hellige, og om at være klangbund for det moderne menneskes længsel. Det nytter ikke noget, at vi lader os splitte i spørgsmål om, hvad der er luthersk-evangelisk “korrekt”, for Guds ånd bringer os i dialog om tro, på tværs af grænser. Dette er pilgrimsbevægelsens egentlige styrke, og også grunden til, at den er blevet så populær, særligt blandt mennesker, som ikke ellers bryder sig meget om at gå i kirke.

Vi må have modet til at følge i Den Hellige Birgittas fodspor og altid bede: “Herre, vis mig din vej og gør mig villig til at gå den”. Denne bøn bedes som regel altid på pilgrimsture, og den gør det muligt for selv katte at føle et kald. Kaldet til … om ikke andet, så at være kat, som Gud har skabt én. Ingen skal være bedre katte end andre, men vi er fælles i vor længsel efter at stå på hellig grund, i at møde Guds fordring til os alle, selv som katte.

For Gud er en stor hyrde, og elsker ikke kun får, men også katte, hvor moderne og besværligt det end måtte lyde.

Pax et bonum

Elizabeth Knox-Seith

2 tanker om “Det var kattens!

  1. Kære Elisabeth

    Tak for alt det du skriver! Især om pilgrimsbevægelsen, den moderne længsel efter hellighed og autenticitet, og ikke mindst om katte!!

    Det er fortrøstningsfuldt, at der er nogen indenfor kirken, der kan rumme og i sandhed forstå den moderne (og samtidig ældgamle) spirituelle længsel og søgen. Hvor sanserne er de hellige tærskler ind til sjælen. Hvor kroppen, naturen og det feminine er lige så meget en del af guddommen som intellektet og det maskuline…..

Skriv et svar til Maj-Brit Petersen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *