“Du er min ø i havet”
Bøn i den keltiske tradition

– uddrag af forord til en lille bog med keltiske bønner, udgivet på forlaget Boedal, februar 2010.

Af Elizabeth Knox-Seith

I vores rationelle tidsalder er vi blevet vant til, at effektivitet og aktion kommer forud for hvile og kontemplation. Men i en stadig mere hektisk og opskruet tid, hvor mange mennesker lider af stress og udbrændthed, kan bønnen komme til at fungere som et afkoblende rum. Et rum, hvor man for et øjeblik kan slippe nuets stress og jag, og gå dybere ind i sig selv – dybere ind i mødet med Gud, med den indre “anden”, der altid følger med og går ved ens side, lige så tæt på ens væsen som ens eget åndedræt.

I den keltiske tradition er bøn en del af hverdagen. Bønnen var blandt bønder og fårehyrder noget, man styrkede sig ved, midt mens man holdt øje med lammene, malkede en ko, gik i marken, såede, pløjede eller høstede. Bønnen er ikke noget, der behøver at være bundet op på særlige hellige dage, men noget der indgår, som en del af ens åndedræt, i den daglige dont. Således bliver bøn og arbejde ikke adskilt, men gjort til en enhed.

Et godt eksempel er en ældgammel keltisk bøn, kendt under navnet “Hjortens kalden”:

Jeg rejser mig i dag fra lejet

Ved Guds styrke, som leder mig

Guds kraft, som holder mig oppe

Guds visdom, som styrer mig

Guds øje, som ser for mig

Guds øre, som hører for mig

Guds ord, som taler til mig

Guds hånd, som skærmer mig

Guds vej, som ligger foran mig

Guds skjold, som beskytter mig.

I den kristne keltiske tradition, som særligt begyndte at vokse frem i Irland og Skotland omkring 500-tallet, betød enheden med naturen uendeligt meget. Det var ved at lytte til bølgernes brusen, ved at høre vindens susen, ved at mærke regnens forsigtige dryppen på taget, at man mærkede dybden af Guds væsen og nærvær. Mange af de keltiske hellige mænd og kvinder var kendt for deres kontakt til dyrene, og for evnen til at kunne tale med dem. Og for at dyrene, som de selv, vidste besked, når noget nyt eller truende stod for døren. Det fortælles f.eks. om en af de største helgener i den keltiske tradition, Sankt Columba, at han, da han var ved at rejse fra øen Iona, for at trække sig tilbage til et ensomt sted for at dø, blev mødt af sin hest, som bøjede hovedet mod hans skulder og fællede en tåre. Hesten vidste, at han var på vej væk fra verden, og det samme gjorde Columba. De forenedes i en kærlig omfavnelse, og han gik bort.

Bøn handler ikke kun om at bede om noget, men om at påkalde et nærvær, lade sig indfolde i den kærlighed, som findes tilgængelig, midt i enheden med Gud. Selvom man ikke har et klart gudsbillede, kan man hvile i roen og nærværet, og på den måde gå ind i et andet rum, hvor angst, bekymring, stress og forhastethed ikke får samme plads som ellers.

En bøn fra den keltiske tradition udtrykker dette således:

Hellige ånd, som holder dine vinger over hele jorden,
Genskab det stof, vores selvrespekt er gjort af
Genskab os i din skønhed
Forny i os:
Stilheden i vores væsens kerne
Lødigheden i vores kroppe
Hemmeligheden bag vores helhed
Må vi være Guds strålende lys
Fyldt af Guds sundhed
Altid bløde og sande

Poetiske bønner som denne, som den keltiske tradition er fyldt af, kan være en hjælp til at lade sig bære ind i livets nærvær – men dybest set er stilheden det sted, hvorfra Gud taler stærkest. Kan man lade sig falde helt til hvile, og være lyttende, kan Gud for alvor få plads. Men ofte har vi brug for ordene, for at komme ind i det rum, som er bønnens hvile. Ellers kommer alle de fortravlede skeletter i skabet med ind i bønnen og rasler forstyrrende.

Netop ved tab og ved savn, ved kære, nærtstående menneskers sygdom eller bortgang, er der stor brug for bønnen som en form for medvandring. Men bønnen behøver ikke altid at handle om ord. At fælde en tåre, at stå stille og våge, som hesten gjorde, midt i al sin stumme sorg over at skulle miste sin mester, er en dyb måde at udtrykke en bøn. Bøn er nærvær, tilstedeværelse og samvær – med en bevidsthed, der på én gang rækker udad og indad, mod Den Anden, mod du´et, medmennesket såvel som Gud, mod omverdenen, og mod de rørelser, som sker dybt i hjertet.

Bøn er det modsatte af magi, for i bønnen kan man ikke begære, og ikke have magt. Man kan ønske, håbe, tro og råbe, og i sit stille hjerte kan man bære bevidstheden om, at noget godt må ske, for verden, og for én selv, og for alle, man elsker. Men man kan ikke med bønnen tvinge noget frem. Bønnen er og bliver en “rugen”, en venten, en længsel, som bæres åbent frem, mod en usynlig samtalepartner. Og denne partner taler ind imellem tilbage, som en stille stemme, et nærvær, et håb, en indre bevægelse, der giver ro og fornyet lys.

Et eksempel på den keltiske opfattelse af samspillet mellem Gud, mennesket og naturen er denne gamle irske velsignelse:

Må regndråberne falde blidt på dine øjenbryn
Må de blide vinde forfriske din ånd
Må solskinnet lette dit hjerte
Må dagens byrder hvile let på dig
Og må Gud indfolde dig i sin kærligheds kappe.

Bøn er stilhed, eftertanke, en evne til at “falde i staver”, til at stirre på en flue, der vandrer hen over gulvtæppet. Bøn er evnen til at gå i stå, midt i det hele, og falde ind i et andet rum, hvor det ikke er hverdagens fortravlethed, der fylder. Den slags er ueffektivt, så vi er tilbøjelige til at vifte det væk, skubbe det til side. Denne “falden hen” er næsten blevet til noget, vi for enhver pris må undgå. Men det er i disse “glemsels-øjeblikke”, at noget kvalitativt nyt kan opstå.

Det at stoppe op, finde ro, holde en pause er en livsvigtig puls, en del af selve det at overleve. Man kan ikke ånde ud uden at ånde ind, og ikke trække noget, hvis ikke vejret trækker i én. Man er nødt til at være passiv for at kunne være aktiv. Det er en ganske enkel, organisk naturlov, men i effektivitetens rationelle tidsalder, forbydes pausen, selve “pusten”, som man ville sige på norsk. Vi har brug for pusterum, men udskyder dem altid, til vi er blevet mere end forpustede.

Bøn er et af disse pusterum, og bør praktiseres som noget, der hører hvert eneste “nu” til. Bønnen er, når man står op om morgenen, sætter fødderne ud på gulvet, tænder for kedlen, laver kaffen, og giver katten mad. Bøn er, som når katten spinder, hvilket er udtryk for opmærksomhed, velvære og nærvær. Uden denne “spinden”, dette pusterum, bliver vi rent ud sagt u-menneskelige.

Bøn kan også være anfægtelse, anråbelse, og protest. Bøn kan, som Anne Sofie Seidelin engang udtrykte det, ganske enkelt være et skrig: “Hjælp”. Bøn har mange udtryk, afhængigt af, hvad vi slås med, og hvad vi glæder os over, og om vi har brug for ro, eller for at få noget gjort.

Nogen gange føles det som om, vi løber foran Gud, andre gange som om, vi halter ubehjælpeligt bagefter. Men uanset hvad, er nærværet så tæt på os som selve åndedraget. Det er derfor, at netop det at bede, som en rytme med åndedraget, har været essentielt i de ældste kristne klostertraditioner – ikke mindst i den ortodokse verden og i ørkenfædretraditionen, som mange af de keltiske vandrende munke var tydeligt inspireret af. Bøn og ånde er stort set ét, og kan man have opmærksomheden på åndedraget, på selve “pusten”, kommer man ind i et pusterum, som skaber plads for nærvær. Vi kender ikke mindst dette fra den berømte Jesus-bøn, der oprindeligt stammer fra Athos.

Bøn og nærvær er det samme – en falden tilbage, ind i sig selv, med opmærksomheden rettet åbent ud ad, mod det, som i og omkring én taler. Nogen gange er det ens egen stemme, der taler, og ikke Guds, men efterhånden, som man lærer at hvile i det rum, som opstår i bønnen, kan man skelne mellem det, som er frugtbart, og det, som er mindre godt. Forvirring og bekymring kommer sjældent fra Gud, men omvendt kan Gud udmærket være med én, midt i denne bekymring. Bag det urolige, bag forvirringen, lyder en anden, mere rolig og utrættelig stemme, der stille siger: “Frygt ikke. Jeg er med dig”.

En gammel irsk velsignelse udtrykker dette guddommelige følgeskab i hverdagen, på tværs af tid og geografiske grænser:

Må lysets velsignelse falde på dig
Ydre såvel som indre lys
Må velsignelsens sollys skinne på dig
Og varme dit hjerte
Indtil det gløder som en stærk ild
Og mennesker omkring dig kan finde varme
– fremmede såvel som venner

Og må lyset
Skinne fra dine øjne
Som et lys, der er tændt
I et vindue i et hjem
Mens det indbyder den vandrende til at komme ind
– ud af stormen

Omsorgen for skaberværket
Der er en stor nødvendighed i tiden for ikke blot at forstå bøn som en pligt, som noget, der bør “overstås” … som noget, man kan samle på én gang, ganske rationelt, for derefter at hengive sig til arbejdets blod, sved og tårer resten af tiden, uden bønnens forfriskende hvile. Der er brug for en helt ny opfattelse af, hvad bøn er – en opfattelse, der for så vidt slet ikke er ny, men tværtimod urgammel, blot godt glemt og fortrængt i den gryende rationelle tidsalder.

Det, som særligt går igen i de keltiske bønner, er omsorgen for alt levende – både i os og udenfor os. I den keltiske verdensopfattelse er alt i universet ét stort, sammenhængende væv, og både sjæl, krop og ånd er en del af dette væv. På engelsk bruges et næsten uoversætteligt udtryk i bønnerne: God, encircle us … Eller: Circle us, Lord. Dette betyder, at vi som bedende lever i håbet om, at Gud indfolder os i sin kærligheds kappe, at vi som mennesker er omfattet af den guddommelige sandhed og kan lade os beskytte af den, fordi vi er en del af skabelsens levende helhed.

I den keltiske tradition er alt en del af denne levende helhed. Planter og dyr, uden undtagelse – selv de mindste myrer og alle encellede organismer – hører til Guds skaberværk. Som mennesker er vi “caretakers”, forvaltere af den store gave, som livet er, og vi er skænket et ansvar for at passe på skaberværket, som vi selv er en del af. Uden at vi passer på alt levende, og dermed også på hinanden, kan skaberværket ikke holdes i balance. At bringe dette budskab ud var en meget vigtig impuls for de keltiske vandrende pilgrimme, og bønnen var for dem en måde at fastholde denne bevidsthed på, dag efter dag, nat efter nat.

Bønnerne skal ses på baggrund af den sammenhængsforståelse, som eksisterer i det keltiske univers. Ikke bare har vi omsorg for skaberværket uden for os, vi har også ansvar for skaberværket inden i os. Udtrykkene “within” og “without” går igen mange steder, og er igen svært oversættelige. Men det betyder, at alt, hvad der er inden i os, spejles i det ydre – og omvendt. Så alt, hvad der må beskyttes og drages omsorg for indeni, må også beskyttes og tages vare på i det ydre – og omvendt. Det er derfor særligt vigtigt at tage vare på sårbarheden, både i os og udenfor os. Uden at erkende sårbarheden i os kan vi ikke finde motivation til at tage vare på det sårbare udenfor os. Og omvendt får vi måske bedre øje på sårbarheden i os ved at opdage dens eksistens i den ydre verden. Når vi ser et lille barn, eller et såret dyr, som behøver vor hjælp, vækkes kærligheden i os, og vi opdager samtidig, at vi selv er afhængige af andres hjælp, og selv kan såres – at vores vilkår er det samme som barnets og dyrets. Ved netop at se den fælles sårbarhed som et livsvilkår for alt levende, finder vi en dybere impuls til at tage vare på både os selv, hinanden og vores klode.

Denne opfattelse af sårbarheden spiller ind på den keltiske forståelse af det hellige. I en dansk “ærkeluthersk” sammenhæng kan dette måske virke en smule besynderligt. Men i keltisk tradition skelner man ikke mellem det dennesidige og det hinsides helt på samme måde som vi er vant til. De mennesker, som er gået forud for os, lever stadig med os, ikke mindst i bønnen. Alt levende har sat sit fodaftryk i universet – og ikke mindst de mennesker, der som pilgrimme levede i dyb enhed med Gud, blev i keltisk tradition betragtet som hellige. De er derfor med os, som forbedere og som medlevende, også selvom vi ikke altid mærker det.

På den skotske ø Iona, hvor Sankt Columba dannede sit første klosterfællesskab i 500-tallet, eksisterer bevidstheden om den store helgens nærvær endnu meget stærkt. Hvis nogen mister noget, eller færgen grundet uvejr ikke sejler, er det almindeligt at bede den hellige Columba om hjælp. Og mærkeligt nok virker det. Færgen begynder hurtigt at sejle igen, og man finder de ting, man har mistet. Columba synes stadigt meget nærværende på sin elskede ø, der er kendt som “øen med det tynde slør”. Afstanden mellem himmel og jord synes bemærkelsesværdigt “mindre” – i hvert fald mindre end den plejer at være, så mange andre steder, hvor bevidstheden om det hellige nærvær ikke er helt så grundfæstet i traditionen som på Iona.

Den praktiske brug af bønnerne

Man kan have bønner med sig i lommen, eller lære enkelte udenad, sådan at man altid kan bruge dem, hvor man end er, uanset om man sidder fast i en kø på motorvejen eller knokler i udmattet tilstand på sit kontor. Bønnerne kan blive en tiltrængt hvilepause i en travl hverdag, for den enkelte, som ellers farer af sted. Men bønnerne er også gode at kunne dele med andre, i et fællesskab, hvor man samles til andagt for en kortere eller længere stund.

Keltiske bønner kan være meget velegnede til at bruge i mindre grupper, hvor man har vekslende lederskab. En måde at læse bønnerne på er at sidde i en cirkel, og dele de enkelte tekster med hinanden ved at læse på skift, sådan at man hver tager nogle linier eller sekvenser ad gangen. Dette kan give en stærk fornemmelse af fællesskab, idet alle stemmer i gruppen høres på lige fod.

Uanset om man bruger denne form for fælles læsning af bønnerne eller anvender en mere traditionel form med én andagtsleder, er bønnerne velegnede til veksellæsning.

Man kan læse bønnerne i veksel på flere måder:

– man deler gruppen i to, der på skift læser dele af teksten – som regel et par linier ad gangen, afhængigt af tekstens karakter.
– lederen læser et kortere afsnit, og gruppen svarer i fællesskab ved at læse det efterfølgende afsnit.

– enkelte medlemmer af gruppen læser på skift et kortere afsnit, og gruppen svarer ved at læse det følgende afsnit i fællesskab.

Når det gælder læsningen af bibeltekster, kan det være vigtigt, at læsningen udføres på en måde, så der kommer en meditativ ro ind, mens teksten høres. Ofte er det godt at omgive læsningen med en kort stilhed, både før og efter, så der er tid til at “ånde teksten ind”, så at sige, før man fortsætter med de næste led i andagten. Eventuelt kan man vælge meget korte tekstuddrag, som så læses langsomt, flere gange. For eksempel: “Jesus sagde: Jeg er Vejen, Sandheden og Livet”.
Især hvis man bruger bønnerne hver dag, er det en god idé at finde sin egen måde at vælge tekster på, dag for dag. Bruger man ikke bønnerne i et fællesskab, men som en del af sin egen personlige andagt, er det også oplagt at finde en god måde at læse sig ind i bibelens univers på, dag for dag. På den måde kan andagterne i sig selv blive en vandring ind i bibelen – en rejse i følgeskab med den vandrende Gud.

Angående brugen af sange, kan det være meget forskelligt, hvad en gruppe eller den enkelte bedende har tradition for at kende til og være fortrolig med. Men ønsker man at gå på opdagelse i det keltiske sangunivers, kan man få hjælp i bogen “Må din vej gå dig i møde”, udgivet af Kirkefondet i 2009.

– Pilgrimsvejen og den keltiske spiritualitet
Af Elizabeth Knox-Seith

I den kristne keltiske spiritualitet er der et klart fokus på Kristus – ikke mindst som vor næringsgiver og beskytter. Gennem fordybelsen i den keltiske tradition er det muligt at genopdage vigtige veje til at forstå og praktisere livet i Kristus – sider, som ellers har ligget upåagtet hen, i vor rationelle tidsalder. Hvad kan vi lære af et moderne, keltisk inspireret fællesskab som Iona Community?

Keltisk spiritualitet er præget af et tydeligt pilgrimsmotiv og oplevelsen af nærhed til naturen. Himmel og jord berører hinanden og de fysiske og åndelige tilværelsesplaner mødes. Dette kommer for pilgrimmen til udtryk i en erfaring af nærhed med Gud, som samtidig betyder, at der kun bliver et tyndt slør mellem de jordiske og de himmelske planer. Denne pilgrimserfaring er i den keltiske tradition ofte knyttet til særligt hellige steder, som kaldes “thin places”.

I perioden fra omkring 400-tallet og op til begyndelsen af højmiddelalderen, vandrede mange munke i den kristne keltiske tradition ud over store dele af det europæiske kontinent, båret af en længsel efter at leve fuldt og helt i enhed med Kristus, og at kunne dele denne enhed med andre. De kom vidt omkring, ofte til ganske ukendte egne, hvor der aldrig havde været kristne før.

Kun vinden kan vide, hvorhen den blæser, og således lod de keltiske munke sig ofte – bogstaveligt talt – føre af vinden, når de sejlede ud i deres små skrøbelige både. Som regel bevægede de sig, uden at vide hvorhen, langs de stormomsuste og barske klippekyster i Irland og Skotland og videre over åbent hav til resten af Europa, og måske endda helt til det mellemste Asien og den nordlige del af Afrika. Det eneste, de var sikre på, var at Kristus var med dem som en usynlig medvandrer – og de lod sig lede med stor intuition og sikkerhed for, hvor vejens næste skridt skulle gå.

Et pilgrimssted ved den yderste kyst

Iona er i den skotske traditionshistorie blevet kendt som “øen med det tynde slør” – altså som et helligt sted, hvor det er muligt at komme dybere i den indre åndelige erfaring og mærke betydningen af Guds nærvær.

For at komme til Iona må man sejle over to farvande – først fra en havn på det skotskefastland, Oban, der bringer én til øen Mull, og derefter videre. Efter en længere køre- eller vandretur gennem et smukt, bjergrigt landskab, ankommer man med en lille færge fra havnen Fionnport til selve Iona.

Det, som øjet først fæstner sig ved, når man nærmer sig øen, er konturerne af Iona Abbey, det gamle 1200-tals kloster, som rejser sig i det blide landskab med en imponerende fornemmelse af nærvær og historie.

Iona Abbey

Tusindvis af pilgrimme besøger hver sommer Iona. Den lille færge sejler i fast rutefart for at fragte besøgende frem og tilbage, og for de omkring hundrede beboere, der bor på Iona fast hele året, er vinteren en kærkommen lejlighed til at hvile ud og puste, inden næste års nye strømme af pilgrimme indtager øen, så snart foråret kommer.

Iona har en særlig placering i den skotske historie. En af de mest betydningsfulde missionærer og åndelige skikkelser i den keltiske verden, Sankt Columba, ankom til øen i 563, sammen med en gruppe på 12 munke, der kom sejlende fra Irland.

Efter Columba ankom og slog sig ned ved det, der i dag kaldes Columba Bay, blev Iona et levende sted, en vugge for poesi og skabelsen af illuminerede håndskrifter. Inspireret af den kraftfulde og handlingsorienterede Sankt Columba opstod et stærkt klosterfællesskab, hvorfra munke rejste ud til hele den nordeuropæiske verden for at bringe deres vision om kristendommen videre.

Vikingerne ankom i 800-tallet og foretog voldsomme massakrer på munkene, hvilket gjorde klostersamfundets overlevelse sværere. Men i 1200-tallet skete en styrkelse af det åndelige liv på øen, idet benediktinske munke og nonner slog sig ned og byggede to klostre. Denne impuls varede dog kun indtil reformationens begyndelse i 1500-tallet. Klostrene blev lukket, og der opstod et “dødvande,” som betød, at Iona forsvandt i glemslen.

Ionas betydning blev genopdaget og revitaliseret i slutningen af 1800-tallet, hvor interessen for keltisk spiritualitet fik en renæssance. En genopbygning af Iona Abbey, grundlagt af benediktinske munke i begyndelsen af 1200-tallet, blev sat i gang – og siden fuldført igennem en lang proces, der påbegyndtes i 1930´erne af den visionære George MacLeod.

Iona Communitys historie

Iona Community er et internationalt præget fællesskab, der med stor dynamik kombinerer interessen for spiritualitet og socialt engagement. De bønner og liturgier, som Iona Community løbende har udviklet, er blevet kendt for deres poetiske skønhed. På en overraskende og anderledes måde rummer de evnen til at tale ind i den situation, som moderne mennesker i en splittet verden står i.

Grundlæggeren af Iona Community, George MacLeod, er ikke mange år efter sin død, i juni 1991, i sig selv blevet en legende – næsten på linie med de gamle helgener, der har præget Ionas historie siden 500-tallet. Med et godt skotsk “glimt i øjet” sammenlignes hans stærke personlighed med Sankt Columba, der grundlagde det første kloster på Iona for 1400 år siden. Det er nok heller ikke en overdrivelse at sige, at den indsats, George MacLeod har gjort for at genoplive den keltiske ånd på Iona, har givet den lille ø en helt ny status, efter at have “henligget” med sine forfaldne klosterruiner siden reformationstiden – blot som et fattigt udkantssamfund med få lokale fiskere og fåreavlere.

George MacLeod var ikke kun optaget af at genoplive den keltiske spiritualitet, men af at forny den skotske kirke fra yderst til inderst. Efter en afgørende oplevelse i Gravkirken i Jerusalem i begyndelsen af 1930´erne, hvor han deltog i en ortodoks gudstjeneste, blev han grebet af visionen om at forny den indre ånd i kirken. Han tog hjem til Glasgow og startede et omfattende socialt arbejde i de fattige kvarterer – i forsøget på at give mennesker deres identitet og værdighed tilbage. Samtidig rejste han ofte til Iona på personlige pilgrimsrejser, og fik dér den vision, at man kunne fuldføre den påbegyndte, men endnu ikke færdiggjorte restauration af Iona Abbey og gøre stedet til et fornyelsessted for hele den skotske kirke.

Handlekraftig, som han var, organiserede han arbejdslejre for unge præstestuderende og arbejdsløse fra miljøerne i Glasgow. Hver sommer siden slutningen af 1930´erne tog mange unge mænd til Iona for at genopbygge den gamle klosterruin. De boede under næsten umulige vilkår – men ansporet af George MacLeods ubønhørlige vilje og evne til at skaffe finansiel støtte, fuldførtes projektet gradvist.

Iona Community, der i dag fortsat har sin base i Glasgow, har udviklet sig til en paraply for mange aktiviteter, og har en relativ stor økumenisk bredde i sin medlemsskare. Uanset, hvordan man tilknytter sig, kan det give en bærende identitet livet igennem. Man kan tilknytte og involvere sig efter mulighed og evne, og vælge mellem at være individuelt medlem, associeret eller “ven” alt efter de behov, man har. Men alle, der tilslutter sig, enten som “members”, “associates” eller “friends”, siger ja til at bruge en del af deres indtægt og livsengagement på sociale projekter efter eget valg. I Skotland har dette ikke mindst fået betydning for debatten omkring kirkens rolle i samfundet.

Naturen som pilgrimssted

Vor samhørighed med naturen er en central del af den keltiske spiritualitet, og selveerfaringen af Guds nærvær udtrykkes ofte i den keltiske poetiske tradition gennem naturmetaforer.

Muligheden for at gå på opdagelse i den stærke natur er en del af den sanselige erfaring, som gør indtryk på de fleste, som besøger Iona. Det er muligt at foretage individuelle vandringer rundt på øen og finde sine særlige, meditative steder. Man kan udforske huler og kløfter, og lade sig inspirere af havets stærke kraft. Særligt bemærkelsesværdigt er et fænomen på øens nordkyst, “the sprouting cave”, hvor presset fra tidevandet på særlige tider af dagen får vand til at stå op i store kaskader, imponerende i sin styrke.

Midt på ugen er der efter traditionelt mønster en fælles pilgrimsvandring rundt til nogle af de markante pilgrimsmål på øen – bl.a. “Columba Bay”. Her samler alle pilgrimme små rullesten op, som man hver især med stor kraft smider i vandet, netop på det sted, hvor den hellige Columba i midten af 600-tallet landede sammen med sine munke i en lille skrøbelig båd. Dette gøres som symbol på bod, og inden man forlader stranden, er det en tradition at samle en ny lille sten op, som man bærer med sig som tegn på håb og fornyelse. Det stærke ved denne handling er, at man ikke kan undgå bevidstheden om, at mennesker siden 600-tallet har været ved denne strand for at mindes den hellige Columba, og for at give slip på de byrder, som de bar. Hermed ved man også, at den sten, man vælger som sin håbssten, kan være kastet som et symbol på bod og smerte af en anden pilgrim, mange hundrede år tidligere. Dette forbinder lidelse og håb på en meget bemærkelsesværdig og konkret måde.

Vandringen fortsætter igennem det smukke, klippefyldte landskab til “Hermit´s Cell”, der næsten umærkeligt er markeret med en lille cirkel af sten. Stedet kan i al sin ydmyghed være svært at finde, hvis ikke man har været der før. Her afsluttes den lange vandring, ved at pilgrimmene i fællesskab sidder i dyb stilhed. Der er sjældent nogen, der bryder op fra cirklen uden at være stærkt berørt af det nærvær, som er så mærkbart på dette næsten usynlige, hellige sted.

Man kan opleve ikke bare stilheden, men også kontrastens voldsomme modstykke, når man vandrer på Iona. Ind imellem bliver øen pludselig overfløjet af et lavtflyvende jagerfly på øvelse fra British Airforce. Mediterende pilgrimme, der har søgt ud på de afsides klipper, kan her erfare den chokagtige forskel mellem den følsomhed, man kan opnå i naturen, og så den voldsomhed, som er civilisationens spor. Dette gør det indlysende, hvorfor Iona Community har gjort fredsarbejde til én af sine vigtige mærkesager.

Fællesskabets betydning

Den inspiration, som Iona Community først og fremmest bærer frem, handler om sammenhængen mellem det sociale engagement og den pilgrimsspiritualitet, som er så grundlæggende i den keltiske tradition. Ikke mindst giver det en impuls til at tænke på, hvordan en socialt orienteret pilgrimsspiritualitet kan være en fornyende faktor i vore kirkelige sammenhænge, lokalt såvel som globalt. Det er vigtigt at overveje, hvordan bevægelsen mod fællesskab kan styrkes, sådan at den “individualisering”, som ellers kan være modernitetens fare, kan undgås.

Der er ingen tvivl om, at den udfordring, man kan tage med sig hjem fra Iona, i høj grad drejer sig om, hvordan man danner fællesskaber i en individualiseret, postmoderne tid – fællesskaber, der på én gang skaber rammer og samtidig giver frihed nok til, at moderne mennesker kan føle sig hjemme.

Her bliver begrebet “pilgrim” centralt, idet det angiver, at mennesket på én gang er på en livslang vandring, samtidig med at Gud bevæger sig med hver enkelt på en helt unik og særegen måde. Som menneskehed har vi en fælles erfaring og fælles rødder – og hermed behov for rammer, der giver grobund for en erkendelse af dette indbyrdes fællesskab, og for en udfoldelse af det.

Artiklen er skrevet til Kirkeligt Centrums blad, foråret 2010.

Nordisk-Økumenisk stjernevandring
Vejene mødes

Artikel til Katolsk Orientering, august 2010:
Af Elizabeth Knox-Seith, pilgrimspræst

Den 11. juli er det ifølge gammel tradition Sankt Kjeldsdag i Viborg. Det var den dag, den nu for længst glemte danske helgen blev saligkåret sidst i 1100-tallet. Det siges, at mange helbredelser foregik omkring hans grav, og at det skabte en del valfart til Viborg. Men reformationen satte en prompte stopper for det.

I forsøg på at række tilbage til de gamle rødder, fejrede Viborg Pilgrimscentrum Sankt Kjeldsdagen med en nordisk-økumenisk stjernevandring den 10.-11. juli. Pilgrimsgrupper kom vandrende fra Frederikshavn, Mariager, Holstebro og op af Hærvejen fra Padborg – altså fra nord, syd, øst og vest. Og enkelte kom som “havets pilgrimme”, sejlende på en gammel skonnert. Inde i Viborg blev alle modtaget i Domkirkens krypt med en velkomst-andagt i keltisk tradition. Herefter var der tilbud om fodvask, kaffe, saft og kage i Pilgrimscenterets gamle gårdhave, der ligger forbundet med domprovstens hus.

Efter en middag, hvor erfaringerne fra vandringerne blev delt, indledtes en vågenat med en længere andagt, båret af liturgisk dans og efterfulgt af middelaldermusik, spillet af gruppen Indigo Amber. Ikke alle pilgrimme var friske nok til at blive i Domkirken natten over, men de, som blev, kom til at opleve en meditativ, stille ro, som natten igennem blev støttet af andagter hver time. Deltagerne vandrede mellem de stationer, der var skabt i kirken, knyttet til døbefont, lysglobe, prædikestol, alterparti, m.v. Natten afsluttedes med liturgisk dans i krypten, og siden ledte morgenstunden ind i en højmesse i pilgrimsånd.

Fra udlandet var der besøg af Brother Hugh, der er fransiskansk broder i den anglikanske tradition og tilknyttet kommunitetet Hillfield i England. Han vandrede med gruppen, der kom fra Frederikshavn, de sidste tre dage på vejen mod Viborg og skabte med sin tilstedeværelse en god påmindelse om Den hellige Kjeld, der siges at have været Nordens Frans af Assisi.

Nogle af de bærende kræfter i arrangementet var det cyklende ægtepar, William og Alexandra Riggins, der begge er ortodokse, og som har tilbragt de sidste 13 år af deres liv på at rejse Europa tyndt som pilgrimme. Sammen med en danser fra Jena, Kathrin Mann, var de med til at stå for mange af de liturgiske elementer i pilgrimstræffet og skabte således en bro til en helt anden åndelig tradition end den, man almindeligvis møder i Viborg.

Det er håbet, at arrangementer som dette kan være en spire til en større økumenisk åbenhed og skabe fornyet opmærksomhed på de kilder, der længe har ligget “hengemt” i den folkelige bevidsthed i Danmark. Både pilgrimstræf og vågenat foregik indenfor rammerne af den luthersk-evangeliske tradition, men med en åben dør mod nogle af de åndelige landskaber, som mange pilgrimme, der bevæger sig ud på rejse i verden, ikke kan undgå at møde og lade sig inspirere af – både på den indre og ydre vandring.

Af Elizabeth Knox-Seith

Den moderne søgen er et opgør med den rationalitet, som har kendetegnet vor tid. Det er et opgør mod sækulariseringen, og et forsøg på at finde “det hellige” på ny. I denne søgen vælger mange at bryde op for at vandre som pilgrimme. Kirken står med en stor udfordring, når det handler om at møde dybden af denne søgen.

Mange moderne pilgrimme ville nok betegne sig selv som “opdagelsesrejsende” i et univers, der længe har ligget relativt ordløst hen i vor kultur. Pilgrimsbevægelsen har fået en renæssance, og det er ofte mennesker med meget forskellig baggrund, der begiver sig ud for at vandre.

Hvad er det, som sker i et menneske, når det med højst 8 kilo på ryggen vandrer ud under den åbne himmel for i ugevis at begive sig afsted mod et helligt mål? For nogen betyder det hellige mål ikke i sig selv noget, men de vandrer alligevel mod det, for på den måde at være en del af den bevægelse, der fører mange andre afsted i samme retning. Det er ikke kun det at vandre alene i naturen, der trækker mennesker ud på en pilgrimsvandring, men også det at dele vejen sammen med andre. Ofte er det skelsættende samtaler med medvandrere, som er det egentligt givende på en vandring – selvom selvvalgte, lange perioder af ensomhed ligeledes er af betydning.

For kirken er pilgrimsbevægelsen blevet en udfordring. Mennesker kommer ikke bare vandrende uventet udefra, men de sætter sig også i de tomme kirkerum og mediterer. De har en stor længsel efter at forstå “det hellige” og vil gerne vide, hvad tro og fordybelse er – og synes ofte ikke, at præsterne kan give dem ordentlige svar på de spørgsmål, de kommer med.

En del af disse såkaldt “søgende” mennesker kommer fra helt andre baggrunde end de traditionelt kirkelige. De har ofte gået ad kringlede livsveje, der har ledt dem langt uden om de traditionelle kirker. Men et sted midt på livsvejen mærker de en inspiration til at fordybe sig i, hvad deres kristne rødder består i. De vil ned i det “dybe kildevæld” – ikke blot høre på foredrag om tilfældige, underholdende emner. De vil høre om urkirkens kristendom, om ørkenfædrene og om traditionerne for stilhed og bøn. De vil på retræter, og langt ud i fjerne skove for at møde Gud. De vil gerne i klostre, og rejser på egen hånd til ældgamle pilgrimsmål, såsom Assisi i Italien og Santiago de Compestella i Spanien. Nogen tager rygsæk på og vandrer, uden at føle det tungt, mere end 2000 kilometer for at være i dialog med Gud undervejs. Først, når de kommer tilbage, føles vejen ind i den lokale kirke ikke så lang længere.

Forståelsen af, hvorfor mennesker idag har brug for ro, meditation og samling – et ægte rum for fordybelse – er væsentlig for, at kirken bliver istand til at forny sig, til at rumme den længsel efter “hellighed”, som den moderne søgen udtrykker.

Opdagelsesrejsen

At vandre som pilgrim er blevet mere og mere populært inden for de seneste 10 år, ikke bare i Norden, men i hele Europa. At være pilgrim er at være i bevægelse, i opbrud, på vej mod noget nyt, med ikke mindst med det “det numinøse” eller “det uudgrundelige” som sigte.

Over hele verden, gennem mange tusinde års historie, har mennesker vandret som pilgrimme, i stort set alle religiøse traditioner. Rent sprogligt betyder pilgrim, “perigrinatio” at være en fremmed. At være i verden, men ikke af verden. Dette gemmer et paradoks: Den fremmede søger væk fra verden, og mod det guddommelige, men gør samtidig dette ved at forbinde sig dybt med verden, gennem den fysiske vandring, der bringer vedkommende i kontakt med helt andre lag af sig selv og af den åndelige virkelighed.

Ikke alle vandrende er sig bevidste om den åndelige længsel, når de begynder deres vandring, men de færreste kommer hjem uden på en eller anden måde at være blevet berørt i deres gudsforhold. Der findes dog også kulturelt orienterede pilgrimme, som først og fremmest vandrer eller bevæger sig ad de gamle pilgrimsveje for at genopdage noget af den kulturarv, der ellers synes at have været på vej til at gå tabt i den nyere europæiske historie. Men for de fleste udgør det religiøse og spirituelle på en eller anden måde et fascinationsfelt, uanset om man betragter sig selv som troende eller ej.

Mange vender tilbage med erfaringer, som de har brug for at kunne integrere i deres dagligdag, og her er der ofte brug for hjælp og vejledning. Mange moderne pilgrimme udtrykker længslen efter at kunne dele det, de har lært undervejs, med nogle, som forstår erfaringerne, ikke mindst set i en spirituel kontekst. Hvad svarer kirken da til alle de pilgrimme, der vender hjem efter en lang, erfaringsdannede vandring? Hvilket klangrum kan kirken give for de mange åndelige og identitetsmæssige oplevelser, som folk vender tilbage med?

For at kunne rumme disse erfaringer er det nok grundlæggende vigtigt at turde se på kirken som en bevægelig instans, Guds egen bolig på vandring. Kirken er ikke bare et urokkeligt hus, men et telt, der holdes fast af teltpløkker, der er til at trække op af sandet. Det betyder ikke, at kirken ikke står godt og fast forankret i sin bekendelse, men det indebærer en bevægelighed og rummelighed i forhold til de spørgsmål, som mennesker i vor tid kæmper med. Ligesom Jesus selv var konstant på vandring i sit forsøg på at være nærværende for mennesker i sin tid, må kirken også i dag være et billede på Guds bevægelighed i forsøget på at nå sit folk.

Mødet med et “DU”

Mange søgende rummer dybe erfaringer fra andre religiøse traditioner. Mennesker, der kommer med denne type af erfaring, vil ofte have brug for dybtgående og seriøs vejledning i mødet med den kirkelige teologi.

At “mennesket er længsel” er en ældgammel sandhed. “Mit hjerte er uroligt til det finder hvile i dig,” sagde Augustin – og det er nok netop denne følelse som det moderne menneske ofte fornemmer, uden at vide, hvilket “DU”, det faktisk er, hjertet længes efter. At Gud er et “DU”, et sted for tiltale og svar, er en ny oplevelse for mange. Først i udfoldelsen af det virkeligt personlige møde, af mødet mellem dette “DU” og de sårede steder i sjælen, bliver kristendommen en virkelig sanselig, og forståelig størrelse for mange. Dogmer i sig selv siger intet – kun den personlige oplevelse, den konkrete sansning af at være rummet i kærlighed.

I det moderne samfund, der er fuld af opbrud og diskontinuitet, har mange oplevet at gå igennem svære eksistentielle kriser. Det er ikke ualmindeligt at gå fra terapeut til terapeut og opsøge et hav af metoder, der lover helbredelse. Og længslen efter at finde en ukendt, tabt identitet, som kan være svær at sætte ord på, lurer lige under overfladen.

Moderne søgende stiller ofte meget dybe spørgsmål, og derfor er det så overordentligt vigtigt at bryde blufærdigheden i kirken. Det er vigtigt at kunne begynde at finde nye “spejle” i debatten om, hvad det er at tro – og i den sammenhæng gælder det om at søge dybere i den kristne tradition.

Længslen efter autenticitet og hellighed

Det, der især har stor interesse blandt moderne søgende, er mystikken, som man kan definere som det, at mennesket har mulighed for at erfare Gud, at fornemme Gud som en gennembrydende del af dagligdagen. Mange, som kommer til kirken, kommer faktisk med erfaringer af såkaldt “mystisk” karaktér, og har brug for hjælp til at tolke dem.

Den søgende vil ofte spørge: Hvad er nåden? Hvad er det være i Guds hånd? Findes Gud, eller er det nærvær, jeg selv har erfaret, blot en illusion, fordi jeg er i krise? Hvordan erfarer jeg, hvad der er sandt eller falsk? Kan Gud virkelig vise sig i drømme, eller er jeg helt på vildspor?

Mange tør slet ikke henvende sig til kirken, fordi de er bange for at blive opfattet som “mærkelige” – eller endnu værre, som “kættere”. Så de går rundt med deres indre erfaringer i årevis, og gemmer dem som små perler, ofte uden at dele dem med nogen. Denne vandring kan være meget ensom, og ofte lukkes der først op for den skat, der ligger i erfaringen, hvis det er muligt at møde andre, som har haft erfaringer af samme karaktér.

Fordi en stor del af de moderne søgende har været optagede af selvudvikling, og dermed ofte selv har arbejdet grundigt med deres egne “skygger” og “traumelag”, er det ikke overflade, men dybde, som efterspørges. Man søger ikke dialog med troende, der stræber mod at være “perfekte” eller “gode”, uden at have været i stand til at se på de følelsesmæssige sår og traumer, der til enhver tid vil have sat sig spor i et menneskes livshistorie. Man ønsker at møde mennesker, som har integreret disse sår og smerter i et kristent liv, som rummer livet i dets fylde. Og som har en åndelig praksis med en vis dybde, der virker forvandlende ind i det daglige liv.

Kirken har ifølge den svenske præst og religionsforsker Owe Wikström “alt at vinde ved at begynde at generobre og forstå betydningen af den åndelige erfaring, som den har udtrykt sig gennem tiderne i den kristne tradition.” Wikström benægter ikke betydningen af en teologisk, intellektuel refleksion, men bemærker, at det, som efterspørges i tiden, er mennesker, der har turdet lade sig forvandle af det, de taler om. I Wikström´s eget forfatterskab er betydningen af helliggørelse, og hvordan dette skal forstås, blevet meget vigtigt, og det er heller ikke uden grund, at hans bøger sælger i stort tal, også blandt søgere.

At turde tale om Gud som en direkte, erfarbar virkelighed har stort set været bandlyst i store dele af den lutherske, teologiske tradition i adskillige årtier. Det har betydet, at det at berøre eller overhovedet anerkende eksistensen af en mere personlig gudserfaring er blevet “udgrænset” til mere karismatiske og pietistisk prægede miljøer, hvor universitetsteologien ikke på samme måde har fået lov at tage “overhånd”. Ifølge Wikström – og mange andre med ham – er det at turde tale om den religiøse erfaring, én af de største udfordringer, kirken idag står overfor. At favne åndelighedens stille sansning, at kaste sig “på dybt vand” og finde et dybdesprog, der udtrykker spiritualitetens mange lag, er en lang vandring i sig selv. Men det er en del af vejen mod den autenticitet, som efterspørges blandt moderne søgende.

Den lutherske kritik

I vor protestantiske tradition er der siden 1500-tallet blevet sat en barsk stopper for de såkaldt “sværmeriske” pilgrimslængler. Luther gjorde et skarpt opgør med pilgrimstraditionerne, sådan som de blev forvaltet på hans tid. Luthers hovedpointe var, at man ikke kunne vandre sig til frelse. I senmiddelalderens Europa var pilgrimsvandringernes hovedformål at øve bod, og Luther protesterede mod den tendens, der fik mennesker til at tro, at deres frelse var betinget af alskens, til stadighed mere indviklede magiske handlinger. Kun troen alene retfærdiggør, understregede Luther. Dermed skabte han grundlag for en væsentlig frigørelse, der blev afgørende i den europæiske kulturudvikling. Men samtidig var der en del “børn”, der røg ud med badevandet.

Pilgrimsvandringens renæssance i det senmoderne Europa hænger i høj grad sammen med længslen efter disse “børn”, der blev skyllet ud i protestantismens rensende bad. Modernitetens pilgrimme vandrer ikke i så høj grad for at øve bod, og de gør det ikke fordi et religiøst system eller hieraki har pålagt dem det. Tværtimod gør de det ofte som en protest mod den stivnede religiøsitet og den manglende åndelighed, som de finder så vel i deres kirker som i det omgivende samfund. For mange betyder den kirkelige tradition ikke noget særligt, og alligevel er længlen efter mødet med det såkaldt “åndelige” og “anderledes” så stor, at de ikke kan lade være med at udsætte sig selv for nogle af de mange strabadser, som middelalderens pilgrimme også udsatte sig selv for.

Den moderne pilgrimsspiritualitet skal ikke ses som et forsøg på at vandre sig til frelse – tværtimod er det vigtigt at indse, at frelse som sådan slet ikke er det, som står øverst blandt de eksistentielle spørgsmål, som en moderne pilgrim vandrer ud med. Mange vandrer afsted i forsøget på at finde vished om, hvorvidt der overhovedet findes en Gud. Eller for at sige det mere præcist: I længslen efter at finde spor af den fornemmelse for hellighed, som længe har været gået tabt i den moderne, rationelle tidsalder. Mennesker ønsker at finde sig selv og deres inderste identitet i en senmoderne verden, der er fuld af alt for mange, indbyrdes forvirrende markeringspunkter.

Troens spor

Den moderne pilgrim vandrer ikke for frelsens skyld, men i længslen efter at finde spor af Guds stille fodaftryk i verden. Det er alt det, som er blevet smidt ud med rationalismens badevand, der nu skal genfindes og genopdages, og derfor trækker pilgrimstanken i så mange. For så vidt er den moderne pilgrimsspiritualitet et opgør med sækulariseringen, skabt på sækulariseringens egne præmisser. Udgangspunktet for sækulariseringen er nemlig, at troen på Gud ikke længere er sikker, men et åbent spørgsmål. Pilgrimmen vandrer derfor for at finde eller opdage Gud, som et genspejl i verden og i sin indre identitet.

Moderne pilgrimme kan tilføre kirken megen nyttig erfaring, ikke mindst erfaringen om, hvad det betyder at turde tage skridtet for at bryde op – et opbrud, der drives af længslen mod noget dybere og mere end det, som den moderne verden umiddelbart giver indtryk af at kunne tilbyde. Af samme grund skal den moderne pilgrimsbevægelse ikke mødes med beskyldninger om gerningsretfærdighed, for i udgangspunktet er det slet ikke dette, der er den eksistentielle drivkraft bag vandringen. Snarere skal vandringen ses som udtryk for en længe undertrykt længsel efter at genfinde nye spor af det, som ellers er gået tabt i vor kultur: den dybe enhed og vished om Guds nærvær i det enkelte menneskes liv – det, der binder os sammen i en uendelig helhed og forbundethed.

Gennem vandringen erfarer mange at finde en stadig dybere tro. Vejen når aldrig sin fulde ende, men er et pilgrimsspor ind i stadigt nye opdagelser af dybderne i den menneskelige eksistens, både i tidens og evighedens perspektiv. Dette er en livslang opdagelsesrejse, og således i dyb forstand en trosvandring.

Det var kattens!
– Pilgrimsbevægelsen handler om at møde det hellige

Kronik bragt i Kristeligt Dagblad den 4. oktober 2010:

Af Elizabeth Knox-Seith

En kollega gjorde mig forleden opmærksom på, at den moderne menighed ikke nødvendigvis så meget består af får, men i højere grad af katte. Dette udfordrer os til at tænke helt anderledes som kirke. Vi har ikke længere en rolig, drøvtyggende menighed, som trofast kommer til alle højmesser og andre aktiviteter. Tværtimod må vi, som betragter os som kirkens “gode hyrder”, tænke anderledes. For kattene gør kun det, de selv vil og kommer udelukkende, når det passer dem. Faktisk smutter de mellem hænderne på selv den bedste og hvæser oven i købet, hvis man kommer for tæt på. Katte har i særlig grad den skavank, at de slet ikke synes, de har brug for hyrder!

Kattebilledet er godt til at beskrive det myndige lægfolk – altså det, at menigheden i god luthersk forstand ikke er fuldstændigt orienteret omkring hyrden. Men i vores postmoderne tidslomme er selvstændiggørelsen sket på en måde, der kan få en hyrde til at føle sig overflødig. Dette kan skabe fortvivlelse – med mindre hyrderne selv er så meget katte, at de nyder at være fri for en menighed, som gerne vil passes.

Man kan ligefrem sige, at kattebilledet er et værdigt udtryk for den lutherske grundtese, “simul justus et peccator” – på én gang retfærdiggjort og synder. Katte fanger mus, knækker halsen på sangfugle, og kan i det hele taget være ganske lunefulde, når det passer dem. Men mærkeligt nok har katte samtidig en besynderlig sans for hellighed. Udover at springe rundt og have tusind jern i ilden, elsker katte at hvile sig, at spinde og være stille. De slænger sig afslappet i træerne, på hustagene og hvor de ellers kan komme til det. Og de elsker at hvile sig, hvor der forud har været ro. Altså: Katte er, udover deres rovdyr-instinkt, født med en hellig sans!

Pilgrimsbevægelsen appellerer til det moderne menneske, og har sin særegenhed ved at være åben for den søgen, som er i tiden. Mange katte har en instinktiv fornemmelse for at sanse, at de står på hellig grund. Og de søger det hellige, netop når de krummer sig om sig selv, spinder og hviler.

En af grundene til, at pilgrimsbevægelsen har fået så stor en opblomstring i de nordiske lande inden for de seneste 10 år, er uden tvivl, at det at vandre og være på vej appellerer til katte. Så kan man strejfe, som man vil, og ind imellem møde andre katte, hvis det passer én. Men bortset fra det, er man sin egen, og kan vandre af sted for at finde sit eget livsspor og sin egen eksistentielle mening med tilværelsen.

Pilgrimsbevægelsen har fået det stød for boven, at den i høj grad appellerer til det individuelle og ikke er fællesskabsdannende. Jeg vil vende det om og sige, at pilgrimsbevægelsen fungerer som en udmærket form for fællesskabsdannelse, netop for katte! Moderne, søgende mennesker ønsker ikke at tilknytte sig alt for fasttømrede, solide og traditionelle fællesskaber, men vil i højere grad tilslutte sig sammenhænge, hvor deres trang til frihed kan næres.

Det er sandt nok, at man i luthersk tradition for længst har gjort op med den såkaldte “helgendyrkelse”. Men måske har man i sin iver for at være “luthersk korrekt” fået smidt sansen for det hellige over bord? Hvis vi som kirke skal undgå at stivne, må vi besinde os på vores måde at forholde os til det hellige. Både i hverdagen og i os selv. Og i universet som helhed. Dette gælder ikke mindst i disse klima-krisetider, hvor jordkloden vånder sig, midt i alt, hvad vi gør ved den.

Som pilgrimme lærer vi at vandre nænsomt på jorden, at sætte fødderne følsomt på hellig grund. Over alt, hvor vi går og færdes, kan vi mærke det hellige, som selve det skabte univers er for os. Vi kan mærke Guds kraft og den genoprejsende styrke, som ligger i skabelsens gåde. Vi skal ikke fornægte det hellige, men tværtimod lære at ære, nære og bære det. Som de gode katte, vi alle er!

En væsentlig dimension i pilgrimsbevægelsen er det økumeniske perspektiv. Det nytter ikke noget, at vi i vores iver for at være “teologisk korrekte”, helt afskærmer os fra dialogen med andre kirkesamfund, som måske – i højere grad end os selv – bærer en dybtgående erfaring om, hvad det hellige er.

I den forgangne weekend, den 17.-18. september, var vi en del pilgrimme fra hele Danmark, som var med til at indvie den såkaldte “klosterrute”, med udgangspunkt i Helsingør. Jens Kristian Krarup, som gennem mange år har lagt et imponerende pionérarbejde i at udforske ruten og beskrive en ualmindeligt spændende vandring gennem det danske kulturlandskab, er en yderst kompetent luthersk teolog. Indvielsen af klosterruten fra Helsingør markerede en vigtig milepæl i spørgsmålet om, hvad pilgrimsbevægelsen er, når den er bedst.

Vi startede vores dagsvandring i Ullerød Kirke, nu folkekirkelig sognekirke, men tidligere grundtvigsk valgmenighedskirke, som blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet. Niels Skovgaard, bror til Joachim Skovgaard, udsmykkede kirkens alterparti med motiv efter hjorten, som skriger efter rindende vand. Vi pilgrimme, som kom fra Viborg, kunne ikke undgå at være bevægede over forbindelsen mellem de to brødre og deres kirkeudsmykninger, og så symbolikken i, at der også i grundtvigsk tradition har eksisteret en klar pilgrimslængsel, nemlig længslen efter at nå til de levende kilder. Hjorte, får eller katte … længslen efter vand er den samme!

Vi fortsatte vandringen videre til Grundtvigs Højskole, hvor vi blev klar over, at der i følge protestantisk tradition findes “helgenrelikvier”, idet vi andægtigt samledes omkring den gamle talerstol, som også Grundtvig talte fra. Vi følte et “sus” fra kirkehistorien og fornemmelsen af det store næringsrum, som gemmer sig netop i impulsen fra Grundtvig, uden hvem den danske folkekirke næppe havde haft den åndskraft, den har.

Vi fortsatte mod Frederiksborg Slotskirke, hvor vi blev mødt af beretningen om Christian den 4.´s umådeligt smukke kirkebyggeri. Vi gik videre til det katolske kirkecenter i Hillerød, hvor vi fik en fin introduktion til den katolske kirkes rolle i nærmiljøet, og vandrede derfra i stilhed ud til “Kildegården”, som nu er blevet omformet til kloster. Her mødte de carmelittiske nonner os med en åbenhed og åndrighed, som i dybet gjorde indtryk. Og vi var ikke længere i tvivl om, at vi stod på hellig grund.

Katte eller ej … uanset hvad, handler pilgrimsbevægelsen om at møde det hellige, og om at være klangbund for det moderne menneskes længsel. Det nytter ikke noget, at vi lader os splitte i spørgsmål om, hvad der er luthersk-evangelisk “korrekt”, for Guds ånd bringer os i dialog om tro, på tværs af grænser. Dette er pilgrimsbevægelsens egentlige styrke, og også grunden til, at den er blevet så populær, særligt blandt mennesker, som ikke ellers bryder sig meget om at gå i kirke.

Vi må have modet til at følge i Den Hellige Birgittas fodspor og altid bede: “Herre, vis mig din vej og gør mig villig til at gå den”. Denne bøn bedes som regel altid på pilgrimsture, og den gør det muligt for selv katte at føle et kald. Kaldet til … om ikke andet, så at være kat, som Gud har skabt én. Ingen skal være bedre katte end andre, men vi er fælles i vor længsel efter at stå på hellig grund, i at møde Guds fordring til os alle, selv som katte.

For Gud er en stor hyrde, og elsker ikke kun får, men også katte, hvor moderne og besværligt det end måtte lyde.

Pax et bonum

Elizabeth Knox-Seith